Anmeldelse: “Blå, blå øjne” af Toni Morrison

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

Titel: Blå, blå øjne, Forfatter: Toni Morrison, Udgivelsesår: 2019, Sidetal: 208, Forlag: Politikens Forlag, oversat af Inge Rifbjerg

Jeg har længe helt vildt gerne ville læse den store Nobelprismodtager Toni Morrison. Faktisk ville jeg så gerne læse hende, at jeg sidste efterår skrev rundt til de forskellige forlag for at høre, om der ikke var nogen, der havde planer om at genudgive hende (hun var nemlig ikke til at drive op aktikvariatisk). Heldigvis havde Politikens Forlag de samme tanker som mig, og det er der kommet en utrolig smuk serie ud af.

”Blå, blå øjne” er Toni Morrisons debutroman fra 1970. Den foregår i 1941, hvor den 11-årige Pecola Breedlove hver dag beder Gud om skønhed. Hendes hud er mørk, hun har brune øjne og stort, kruset hår – men hun ønsker sig brændende at være hvid, med lyst hår og blå øjne. Vi ser Pecolas verden og de ting hun bliver udsat for – både fra samfundet, men også fra hendes familie. Historien fortælles gennem en anden, jævnaldrene pige, så vi som læser får en distance til fortællingen, men alligevel ikke, da fortælleren også er mørk og derfor gennemgår den samme systematiske undertrykkelse. Jeg har tidligere hørt et interview med Morrison, hvor hun fortalte, at det er med vilje, at fortællingen skal ses igennem nogen eller fortælles i datid. Hun syntes simpelthen at det var for brutalt og hårdt for hende selv, hvis hun skulle skrive det fra offerets synsvinkel.

”Hun sov sammen med os i vores seng. Frieda på ydersiden, fordi hun er modig – det falder hende aldrig ind, at hvis hendes hånd hænger ud over sengekanten, mens hun sover, kan ”noget” kravle ud under den og bide fingrene af. Jeg sov nærmest væggen, fordi den tanke har strejfet mig. Pecola måtte derfor sove i midten. Mamma havde fortalt os to dage tidligere, at der kom et ”tilfælde” – en pige, der ikke havde noget sted at være. Amtet havde anbragt hende hjemme hos os et par dage, indtil de kunne beslutte, hvad der skulle gøres, eller, mere præcist, indtil familien var samlet igen.”

Jeg er helt blæst bagover af Toni Morrisons skrivestil. Den er på en gang lyrisk og skarp. Der bliver ikke lagt fingre imellem og det er befriende. Desværre var tempoet til tider lidt sløvt, og fortællingen gik lidt i ring, men det er også det eneste kritikpunkt jeg har til romanen. Det var virkelig en stor læseoplevelse.

Samtidig synes jeg virkelig, at hun er god til at bygge et persongalleri op, som man investerer følelser i samtidig med at man lærer dem at kende, som rigtige personer. ”Blå, blå øjne” indeholder mange flere facetter end blot godt og ondt, derfor bliver man overrasket af motiver og intentioner, og det fanger virkelig en læser som mig.

”Blå, blå øjne” er alt i alt en hjerteskærende fortælling fyldt med afmagt og vrede. Det er følelser, som også sætter sig i læseren, og man kan ikke lade være med at tænke på al den uretfærdighed der er til og den måde vi fortsat behandler hinanden på. Selvom bogen skildrer datiden, er den (desværre) fortsat utrolig aktuel. Det er en bog om racisme, men også om selvhad og om de følelser, man som hvid kvinde har svært ved at forstå til fulde. Det gør dog ikke, at man ikke får noget ud af bogen – tværtimod! Derfor synes jeg, at alle bør læse den eller bare noget fra Morrisons forfatterskab. Gennem litteraturen kan vi blive oplyst og ændre på den verden vi lever i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *