Anmeldelse: “Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren og en teateranmeldelse

Bogen har jeg selv købt, men teaterforestillingen, som jeg nævner i anmeldelsen, er jeg blevet inviteret til af Det Kongelige Teater.

Titel: Brødrene Løvehjerte, Forfatter: Astrid Lindgren, Udgivelsesår: 2008 (1973), Sidetal: 228, Forlag: Forlaget Gyldendal, oversat af Kina Bodenhof. Tegninger af Ilon Wikland

De fleste af os har et eller andet forhold til Astrid Lindgren og hendes fortællinger – om det så skyldes højtlæsning som små, selvlæsning som større eller de ikoniske filmatiseringer, som stadig den dag i dag bliver vist i dansk tv. For mit vedkommende knus-elsker jeg Astrid Lindgren. Jeg synes, at hun er en forfatter i verdensklasse, som har beriget litteraturhistorien for både børn og voksne. For hun kan det helt unikke at skrive til flere læsergrupper på én gang i det samme værk.

”Nu skal jeg fortælle om min bror. Min bror, Jonathan Løvehjerte, ham vil jeg fortælle om. Det er næsten som et eventyr, synes jeg, og også lidt som en spøgelseshistorie, og alligevel er det alt sammen sandt.”

Sådan starter ”Brødrene Løvehjerte” og der er man som læser allerede fuldstændig fanget. Man kan næste ikke vente med at høre mere om dette muligvis lidt uhyggelige eventyr. For jer, som ikke kender fortællingen eller lige skal have den genopfrisket, kommer et lille resumé (uden spoilers).

”Brødrene Løvehjerte” handler om to brødre; storebror Jonathan, som er sjov, kærlig og ikke mindst modig og så hans lillebror Karl (som bliver kaldt Tvebak), som er forsigtig og ret nervøs. Karl er vores fortæller. Han er lungesyg og kan derfor ikke gå i skole. Hele dagen ligger han på en slagbænk i køkkenet og venter på, at Jonathan kommer hjem. Jonathan er en kærlig storebror, som vil gøre alt for sin lillebror. De ender en dag i den forunderlige og fantastiske verden, Nangijala, som er en verden efter døden (jeg fortæller ikke hvordan de ender dér, det må I selv læse – det er et virkelig hjerteskærende afsnit i bogen). Jonathan og Karl bor nu i Kirsebærdalen, hvor den landlige og eventyrlige idyl hersker. Men når der findes godhed, findes også ondskaben, for i nabodalen, Rosendalen, har den onde Tengil overtaget magten og en slags borgerkrig er under opsejling. Og når man er to brødre med hjertet på det rette sted, bliver man selvfølgelig hevet med i konflikten, for at kæmpe for retfærdighed og redde Nangijala.

”Brødrene Løvehjerte” er en eventyrlig fortælling med bjerge, soldater og endda en drage. Men den har også en meget mørk side og bringer nogle barske temaer på banen, som f.eks. døden. Lindgren er nemlig ikke bange for at vise de helt unge læsere, at med livet følger nu engang døden. Og jeg kan godt erindre, at jeg som barn synes, at det var en sørgelig fortælling til tiden, men jeg har aldrig før lagt mærke til, hvor detaljeret mange ting er. Det er først nu, hvor jeg genlæser bogen, at det går op for mig, at Lindgren virkelig ikke har lagt fingre imellem. Det synes jeg viser, at Lindgren viser verdens børn den tillid, at de godt kan håndtere disse alvorlige emner og det er jeg helt vild med.

Men der er også mange ting, som børn ikke fanger og som det heller ikke er meningen, at de skal forstå. Derfor er der næsten tale om to bøger i én. Nemlig et eventyr for børn om to brødre, som også er hinandens bedste venner, der kæmper mod det onde i en fantasiverden. Og så er der en fortælling for de voksne som indeholder det umenneskelige ved krig og samtidig en udviklingshistorie fra dårlig selvtillid til selvværd og det, at døden også kan være en smuk ting. Yderligere kan man som voksen også læse anden viden ind i fortællingen. F.eks. når dragen Katla kæmper en kamp med urtidsormen Karm, hvilket kan læses som kampen mellem Tyskland og Rusland under 2. verdenskrig. Lindgren har nemlig i ”Krigsdagbøger 1939-1945” skrevet, at hun håber at nationalsocialismen og bolsjevismen går under med hinanden og lader verden gå fri. Og at Lindgren formår at få sådan et lag med i en børnebog, det er intet mindre end imponerende.

Der er altså nok grunde til, hvorfor så mange mennesker verden over elsker Astrid Lindgren og hendes fortællinger. Og man er ikke i tvivl om, hvis en bog har gjort indtryk på verdenslitteraturen. Det har den nemlig i det øjeblik, hvor man giver oplevelsen videre til den næste genration af læsere. Det er når man selv har nydt at få læst en fortælling højt og vælger at læse den højt for dem, der kommer efter. Og den status har ”Brødrene Løvehjerte” haft i mange år. Lindgren skrev efter signende ”Brødrene Løvehjerte” som en trøst og en hjælp til at rumme alt det, livet bringer. Heriblandt også døden. Og det synes jeg, at hun har gjort på en fantastisk smuk måde. Jeg har helt fået lyst til at genlæse flere Astrid Lindgren værker.

Billede fra premieren på "Brødrene Løvehjerte" på Det Kongelige Teater

”Brødrene Løvehjerte” på Det Kongelige Teater

I november 2019, samtidig med at jeg genlæste denne perle af en bog, var jeg så heldig at blive inviteret til premieren på den store, nye opsætning af ”Brødrene Løvehjerte” af Det Kongelige Teater.

Det var en virkelig stor oplevelse og fortryllende. Morten Hee Andersen og Alvin Olid Bursøe spiller henholdsvis Karl og Jonathan og det gør de virkelig godt. De er troværdige i hver deres rolle og har et eminent samspil. Morten Hee Andersen er (som i bogen) vores fortæller, og guider publikum igennem fortællingen, som ligger næsten helt op af bogens. Der er selvfølgelig altid nogle ting, som må skæres fra og rettes til, for at formatet passer til de skrå brædder, men det er ikke noget, som går ud over romanværket.

Min eneste anke er dog, at de to Tengil riddere, som i romanen ikke er de skarpeste, men heller ikke sådan snot dumme, på scenen bliver fordummet utrolig meget – sådan lidt fald-på-halsen-humor. Jeg kan godt forstå, at det er en børneforestilling, men når nu Lindgren faktisk har skrevet en rå for usødet børnebog, så føler jeg som litterat, at det er at gå lidt imod hende som forfatter. Men det er også den eneste store anke jeg har. For der er andre ændringer, som faktisk er kærkomne bl.a. at flere af de mandlige roller i bogen er blevet skiftet ud med kvinder på scenen. Og det er en ændring, som ikke går imod værket.

Når man ser på det scenetekniske, er kulissen én kæmpe LED-skærm videodesignet af Tal Rosner. Der er fuld knald på farverne og i stedet for at gøre det naturtro, er der blevet lavet en nærmest computerspilsagtig verden. Det fungerer godt og fanger nok en del af nutidens børn.

 

Foto: Miklos Szabo fra www.kglteater.dk

Så alt i alt havde jeg en rigtig god oplevelse i teatret i selvskab med nogle fantastisk dygtige skuespillere omkring en fortælling jeg elsker og som ikke havde lidt overlast ved at blive omdannet til skuespil. Jeg kan varmt anbefale det for både store og små (anbefalet fra 8 år af teatret selv).

Stykket spiller frem til 25. januar, så I kan lige nå det, hvis I ikke allerede har været inde og se det. Og det burde I – det er det hele værd.

Foto: Miklos Szabo fra www.kglteater.dk
Del dette post:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *