Anmeldelse: “Dark Matter” af Blake Crouch

Titel: Dark Matter, Forfatter: Blake Crouch, Udgivelsesår: 2016 (1. udgave) oversat af Mich Vraa, Sidetal: 388, Forlag: Gyldendal (dansk) 

”Der er ingen der fortæller én at det alt sammen snart vil forandre sig, vil blive taget fra én. Der er ingen alarm der advarer én om hvor tæt man er på faren, intet der afslører at man står på afgrundens rand. Og måske er det netop det der gør tragedien så tragisk. Ikke bare hvad der sker, men hvordan det sker: en lammende knytnæve der kommer ud af det blå, når man mindst venter det. Ingen tid til at undvige eller parere.”

”Dark Matter” er en roman med fart over feltet og spænding fra start til slut. Den udfordrer ens verdensopfattelse samtidig med, at den er utrolig nervepirrende. Det er forfatterens første bog på dansk, men helt sikkert ikke den sidste. Bogen er en såkaldt science thriller, men lad dig ikke skræmme væk af det – man behøver ikke være astrofysiker, for at blive revet med.

”Dark Matter” handler om Jason Dessen, som er professor ved Lakemont University, far til Charlie og lykkeligt gift med Daniela. Tidligere havde Jason en lovende forskningskarriere indenfor atomfysik, men valgte at lægge det på hylden, da han og Daniela blev gravide med Charlie.

Familiens fredelige liv får en brat ende, da Jason en aften på vej hjem bliver truet og bortført af en maskeret gerningsmand. Da Jason vågner op, er han i en anden verden, i et mærkeligt laboratorium, omringet af folk, som han ikke kender, men som kender ham.

Herefter tager historien fart og man sidder helt ude på kanten af stolen indtil sidste sætning.

Bogen kører generelt i et rigtig højt. Man er hele tiden underholdt og selvom det videnskabelige stof, der ligger til grund for bogens handling, godt kan virke lidt langhåret, så formår Blake Crouch at forklare det på så tilpas et plan, at alle kan være med.

Selve tekstens opsætning på siderne afspejler det høje tempo og er derfor også opbygget, så man næsten bliver forpustet af at læse. Sproget er nemt at gå til, og sætningerne er korte og simple. Derfor er bogen som litterær oplevelse ikke super givende, men storyline er fantastisk og tager en med storm.

Man kan ikke lade være med at tænke, når man læser, at denne roman ville egne sig utrolig godt til at blive filmatiseret – og det ville undre mig meget, hvis der gik lang tid, før rettighederne blev købt af et af de store Hollywood studier.

Der sker flere plot twists undervejs og man kan næsten ikke lægge bogen fra sig, når man først har åbnet den. Derfor synes jeg, at ”Dark Matter” fortjener 4 stjerner, da historien er gribende, nervepirrende og helt igennem mind-blowing – den kan varmt anbefales.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *