Anmeldelse: “De otte bjerge” af Paolo Cognetti

Bogen er et anmeldelseseksemplar fra People’s Press.

Titel: De otte bjerge, Forfatter: Paolo Cognetti, Udgivelsesår: 2018, Sidetal: 220, Forlag: People’s Press 

Bjerge har altid haft en væsentlig plads i litteraturen. Bjerge er solide, rodfæstede, beroligende. Men også barske og farlige. Det er et projekt at bestige de stejle sider. Men når man har klaret strabadserne, bliver man belønnet med den smukkeste udsigt og det store overblik.

Bjergene er ikke blot væsentlige, men alt overskyggende i Paolo Cognettis ”De otte bjerge”, som handler om enebarnet Pietro fra storbyen Milano. Hans forældre vandrede meget som unge, og efter at være flyttet til byen savner de naturen. Derfor lejer de en sommer et lille hus på landet, for foden af et bjerg. Her møder Pietro Bruno, en lokal hyrdedreng og venskabet blomstrer frem.

”Han huggede de småkager, min mor gav ham, i sig som om han aldrig havde smagt noget lignende. Til min store overraskelse var det ikke kun mig, der havde holdt øje med ham nede i engen: Han havde også kigget på mig, selv om vi begge to lod som ingenting.

”Kan du godt lide elven?” spurgte han,

”Ja.”

”Kan du svømme?”

”Lidt.”

”Fiske?”

”Det tror jeg ikke.”

”Kom, jeg skal vise dig noget.”

Med de ord sprang han ned fra stolen; jeg vekslede et blik med min mor og løb efter ham uden at betænke mig et sekund.”

I ”De otte bjerge” symboliserer bjergene både udvikling, men også det velkendte.  Romanens hovedperson, Pietro, er helt fra starten en figur, man får sympati med. En blød dreng med et lidt anderledes væsen. Hans venskab med Bruno ændrer sig gennem deres liv, ligesom de fleste venskaber gør. Men måden dette venskab beskrives på, er så fint og realistisk, at man som læser føler sig som en del af denne intimitet.

Sætningerne er lange og til tider komplekse. Sproget er beskrivende og specielt naturen bliver malet med den helt fine pensel. Det gør næsten, at man føler, at man ser romanen i billeder og ikke som tekst.

”Dalen var bredere, end man skulle tro, når man så den nedefra, helt skovklædt på skyggesiden og anlagt i terasser på solsiden. Mellem pletter af buskads nede i bunden løb der en elv, som vi nu og da kunne se glimte i solen, og det var den første ting, jeg kunne lide ved Grana.”

”De otte bjerge” er en smuk roman om venskab. Om forholdet mellem far og søn, mellem venner, mellem mænd. Det er en rigtig god og velskreven fortælling med et spændende og dybt persongalleri.

Del dette post:
error

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *