Anmeldelse: “Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov

Bogen har jeg selv købt.

Titel: Den, der lever stille, Forfatter: Leonora Christina Skov, Udgivelsesår: 2018, Sidetal: 374, Forlag: Politikens Forlag

I februar blev spændingen udløst, da årets Gyldne Laurbær blev uddelt. Vinderen blev ”Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov, og jeg følte mig helt vildt udenfor. Jeg havde nemlig ikke fået læst romanen, selvom den havde stået og skreget til mig fra bogreolen.

Derfor var det første jeg gjorde efter uddelingen at pausere alle igangværende læseprojekter og kaste mig over ”Den, der lever stille”, og det har jeg ikke fortrudt.

”Jeg kunne ikke genkende min mor, som hun lå der på hospicestuen med de æggegule vægge. Hendes hud var trukket stramt tilbage over kinderne og den bare isse, og munden var en flænge i ansigtet, øjnene var store og sorte og stirrede tilbage på mig uden at blinke. Hun er død, tænkte jeg, mens rummet drejede, og lugten af hospitalssprit skar mig i næsen. Jeg nåede ikke frem i tide.”

Sådan starter romanen, som er en autobiografisk roman om Leonora Christina Skovs eget liv. Det er en fortælling om at voksne op i et parcelhus i Helsinges og føle sig anderledes. En fortælling om identitet, om at finde sig selv og stå ved sig selv.

Romanen kører i to spor: et nu spor, hvor Leonora mister sin mor og et før spor, hvor man følger Leonoras barndom, ungdom og voksenliv.

Som læser synes jeg, at man er med hele vejen lige fra første side. Man føler hurtigt en vis samhørighed med fortælleren, også selvom jeg ikke har gennemgået noget lignende i mit liv. Sproget er billedligt malende og det er en stor og meget vigtig del af romanen.

For mig personligt var det en lidt hårdt at læse scenerne fra hospice og det efterfølgende forløb, da jeg mistede min mormor i efteråret efter et langt cancerforløb. Mange af beskrivelserne var altså meget rammende. Det skal dog ses som et stort skulderklap til Leonora Christina Skov, som virkelig kan noget med ord.

Jeg kan godt forstå, at Leonora Christina Skov har haft behov for at skrive denne roman. Det er efter min mening, en vigtig fortælling om identitet, seksualitet og om at stå ved den man nu engang er – også selvom andre vil have én til at være noget andet. At ”Den, der lever stille” vandt de Gyldne Laurbær synes jeg er fuld fortjent og romanen har mine varmeste anbefalinger.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *