Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.
Titel: Den italienske mester, Forfatter: Tom Rachman, Udgivelsesår: 2019, Sidetal: 340, Forlag: Politikens Forlag, oversat af Rasmus Hastrup 
Bear Bavinsky er en verdensberømt kunstmaler, som ved romanens start bor i Rom med sin anden kone, Natalie, og deres fælles søn Charles, også kaldet Pinch. Pinch forguder sin far fra han er helt lille og gør alt hvad han kan, for at vinde faderens opmærksomhed og annerkendelse.
”Bear Bavinsky sidder i et badekar af kobber og lader hovedet glide ned under det dampende vand. Så ryster han sit skæg, så dråber slynges ud i atelieret. Han stopper en klump tobak i sin pibe med tommelfingeren og tænder en messinglighter, suger kraftigt for at trække flammen ned, så tobakken ulmer djævlerødt og røgen snor sig op mod bjælkeloftet. Han puster ud og rejser sig op. Vanddråber regner fra hans krop. Hans femårige søn, Pinch, kommer med et tykt badehåndklæde, og hans arme dirrer under vægten.”
Pinch’s mor, Natalie, er også kunstner (indenfor keramikken), til og med en rigtig talentfuld én af slagsen. Alligevel står hun i skyggen af sin mand på alle måder og bliver ikke regnet for noget særligt. Heller ikke af sin egen søn. Jagten på faderens annerkendelse kommer til at fylde hele Pinch’s liv på godt og på ondt.
”Den italienske mester” er uden tvivl en karakterdreven roman. Dens store styrke er persongalleriet. For ikke nok med, at Pinch er en dyb og troværdig hovedperson, som man virkelig føler med, så er romanens bipersoner helt formidable. Her kan nævnes moderen Natalie, søsteren Birdie, vennen Marsden og kæresten Barrows, som alle er så livagtige, at man glemmer, at de er romanfigurer. Specielt når de forsvinder fra fortællingen og dukker op mange år senere. For her har de gennemgået en så troværdig udvikling og aldring, at man skulle tro at den tid virkelig var gået.
Hovedtemaet i bogen er forholdet mellem far og søn. Men hvis man tror, at romanen kun indeholder det, så tager man grusomt fejl. ”Den italienske mester” rummer også én persons livsforløb, hvilket var en vigtig del af Tom Rachmans ønsker bag bogen. Det kan I læse mere om i postet fra det bloggerevent, jeg deltog i i februar (læs mere her). Og så handler ”Den italienske mester” også om at finde sig selv som person, når man altid har stået i skyggen af nogen. Altså universelle emner, som mange kan relatere til.
Og så kan det godt være, at det er Pinch der er hovedperson, men da hele hans liv drejer sig om hans far, Bear, så bliver Bear faktisk mere end en hovedperson. Bear bliver solen, som hans familie kredser om, som små planeter. Det er en utrolig fed opbygning af Tom Rachman, som på den måde sætter Bear i hans ønskede position – i midten af al opmærksomheden.
”Den italienske mester” var en rigtig god roman, som jeg var vild med fra start til slut. Persongalleriet er utrolig realistisk og man føler med dem hver især i løbet af fortællingen. Romanen har derfor mine varmeste anbefalinger.