Anmeldelse: “Den som blinker er bange for døden” af Knud Romer

Titel: Den som blinker er bange for døden, Forfatter: Knud Romer, Udgivelsesår: 2006, Sidetal: 177, Forlag: Forlaget ATHENE 

Da Knud Romers debutroman ”Den som blinker er bange for døden” udkom i 2006 fik den en blandet modtagelse. Mange roste den, men nogle følte sig ført bag lyset – heriblandt et par af Knud Romers barndomsvenner, som stod frem i medierne og kaldte ham en løgner.

”Den som blinker er bange for døden” er en erindringsroman. Den handler om Knud, som vokser op i 1960’ernes Nykøbing Falster sammen med sin forsigtige (grænsende til det småneurotiske) danske far og hans cerutrygende, nationalstolte, tyske mor.

Knuds barndom er præget af at have en tysk mor i efterkrigstidens Danmark og læseren får et indtryk af, hvordan danskerne behandlede almindelige civile tyskere efter anden verdenskrig. Jeg kan afsløre, at det ikke er pænt. Flere gange får man som læser en knude i maven, især når man gennem Knuds unge øjne oplever, hvordan hadet gennemsyrer samfundet.

”Bageren lå et par gader henne på Enighedsvej, og der blev stille i det øjeblik, vi trådte ind ad døren, og folk stirrede på os og vendte sig om. Vi stod i en kø, som blev længere og længere, og det blev aldrig vores tur. Mor sagde ”undskyld” og løftede måske hånden en smule for at gøre opmærksom på os, men ingen reagerede, og sådan forsatte det, indtil ekspedienterne ikke kunne holde sig og fnisede og udvekslede blikke med de andre i butikken og spurgte mor, hvad hun ville?”

Knud elsker sin mor og sit tyske ophav, men det er også rigtig svært for ham. For der simpelthen bare ikke er plads i et lille samfund som Nykøbing, der efter så mange år stadigvæk besidder et indædt had til den tidligere besættelsesmagt.

Jeg læser ”Den som blinker er bange for døden” som intet mindre end en kærlighedserklæring fra Knud til hans mor. Han beskytter hende på alle tænkelige måder og skærmer hende så godt som et barn nu kan. Det fremgår sågar af bogens titel, som Knud Romer fortalte i et interview, kommer sig af hans mors tid i fangelejr, hvor hun blev bedt om at grave sin egen grav.

For mig er temaet og budskabet bogens stærkeste side. Sproget er fint, men ikke noget der blæser mig omkuld, og derfor mister den for mig en stjerne eller to på den konto. Dog har karaktererne dybde og virker utrolig levende, og det gør, at man kan leve sig ind i situationerne.

Jeg synes helt klart, at ”Den som blinker er bange for døden” er en anbefaling værd. Selvom det måske ikke er foregået 1:1 og Knud Romer måske ikke selv har oplevet alle begivenhederne på præcist den måde, de er beskrevet på i bogen, så sætter bogen et vigtigt tema på dagsordenen og får læseren til at tænke over medmenneskelighed. Men jeg vil opfordre til, at man efterfølgende tager budskabet og bruger det i sin hverdag, i mødet med andre mennesker. Man skal være overfor andre, som man vil have, at andre skal være overfor én selv.

Rigtig god læselyst.

Del dette post:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *