Anmeldelse: “Den Underjordiske Jernbane” af Colson Whitehead

Titel: Den Underjordiske Jernbane, Forfatter: Colson Whitehead, Udgivelsesår: 2016 (1. udgave) oversat af Vibeke Houstrup Christensen, Sidetal: 298, Forlag: Politikken (dansk) 

”Første gang Caesar nærmede sig Cora med sin snak om at flygte nordpå, sagde hun nej.”

Sådan starter ”Den underjordiske jernbane” gribende og brutal fra første sætning og fra start til slut bliver man som læser revet følelsesmæssigt i stykker.

Bogen har allerede vundet adskillige priser, herunder Pulitzerprisen 2017 og National Book Award 2016, samt er blevet anbefalet af såvel Oprah Winfrey, som forhenværende præsident Barack Obama. Og den fortjener virkelig al den hæder og ære! Det er en fantastisk bog!

I ”Den underjordiske jernbane” følger vi gennem en altvidende fortæller overvejende, men ikke kun, slavepigen Cora, som flygter fra en bomuldsplantage i Georgia.

Romanen giver rigeligt plads til, at flere af bi-karaktererne kan udfolde deres historier, heriblandt Coras mormor, Ajarry, som blev bortført fra sin landsby i Vestafrika og solgt som slave til selv samme bomuldsplantage og Coras mor, Mabel, og hendes flugt fra plantagen, hvor hun efterlader Cora tilbage alene. Whitehead giver også plads til Arnold Ridgeway, den ondskabsfulde og hævngerrige hvide slavefanger, som er på jagt efter Cora. Dette giver en anden vinkel på begivenhederne, og det gør på en måde historien mere troværdig.

Whitehead har stor succes med at blande fakta og fiktion. Et godt eksempel er jernbanen, som i bogen er en reel jernbane med lokofører og perron. I virkeligheden var den et hemmeligt netværk, som lavede flugtruter for bortløbne slaver med safe houses på vejen fra syd til nord.

Et andet godt eksempel er de originale dusørudlovninger, som Whitehead har sat ind i bogen på ellers blanke sider, i skærende kontrast til bogens fiktive personer.

En ting, som ramte mig meget, og som jeg faktisk måtte ind og slå op om var sandt, er de konkrete medicinske forsøg, som er angivet i bogen og som rent faktisk blev udført i USA på mennesker af afrikansk oprindelse. Vi erfarer som læser sammen med Cora, at læger i al hemmelighed foretager forsøg med syfilis på afrikanske mænd og udvikler steriliseringsteknikken på afrikanske kvinder.

”Med de indgreb, som dr. Stevens beskrev, tænkte Cora, var de hvide for alvor begyndt også at stjæle deres fremtid.”

Men det der ramte mig mest, var forholdet slaver imellem i de såkaldte slavelandsbyer på plantagerne. Jeg tror det er fordi, at de andre forfærdeligheder som vold, lynchning, totur, frygt og flugt var ting, som man godt vidste var foregået. Men at forholdet slaver imellem ikke var præget af sammenhold og omsorg, det kom bag på mig – at man ikke kunne stole på nogen som slave, ikke engang sine egne. Men efter at have læst bogen kan jeg godt se, at det var en naiv indstilling at have, og at det selvfølgelig gik sådan for sig.

”At være fri havde intet med lænker, eller hvor meget plads man havde. På plantagen var hun ikke fri, men hun bevægede sig uhindret rundt på dens jorder, indåndede luften og fulgte sommerstjernens bane. Stedet var stort i al dets smålighed.”

”Den underjordiske jernbane” er et sanseligt, poetisk og helt igennem velskrevet værk. Det er en enorm sproglig læseoplevelse, som er længe ventet.

Dog er romanen udfordrende både i valgt af emne, fortællestil, karakterer, kronologi og sprog. Men dette er så langt fra negativt, om end hårdt tiltrængt i vores nutid, da den tilføjer en masse både historien, samfundsopfattelsen og litteraturen.

Alle burde læse dette mesterværk!

Del dette post:
One comment Add yours

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *