Titel: Den usynlige Ivan Isaenko, Forfatter: Scott Stambach, Udgivelsesår: 2016 (1. udgave) oversat af Lilian Kingo, Sidetal: 303, Forlag: Politikens Forlag 
Lad mig først lige slå fast, at ”Den usynlige Ivan Isaenko” er en helt særlig roman både hvad angår selve fortællingen, men også skrivestilen.
Det er en fortælling om de såkaldte Tjernobylbørn, som er børn født med skader eller senere forekommende sygdomme som følge af atomkraftulykken ved Tjernobyl i 1986 i det daværende Sovjetunionen. Rammen om historien er en stak papirer, som er blevet fundet på et hospital i Hviderusland. De er skrevet af en af patienterne, Ivan Isaenko.
Ivan er 17 år og har boet på Mosyr Hospital for Alvorligt Syge Børn hele sit liv. Han er født med fysiske handicaps, men med et velfungerende hoved – han er klog, eftertænksom og meget snu. Hans liv kører i faste rutiner, og han har affundet sig med at leve et liv, hvor han er iagttageren.
Men så en dag ankommer der en ny patient, Polina.
Polina har leukæmi og hun bryder ind i Ivans mønstre, hvilket i starten er mere end Ivan kan klare. Men lidt efter lidt finder han ud af, hvordan man omgås andre mennesker og et venskab formes og spirer. Man ved dog som læser, at det ikke holder evigt, da romanen starter med:
”Kære læser, som jeg ikke kender, og som måske slet ikke findes: Jeg skriver ikke for din skyld, men for min egen. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan sove. Jeg skriver, fordi Polina er død.”.
Romanen er opdelt i tre dele, 1) ”Optælling”, 2) ”Nedtælling” og 3) ”Afskedssang”.
Den første del er mest en beskrivelse af dagligdagen på hospitalet, maden, personalet og de andre medpatienter. Samt Polina og deres spirende bekendtskab.
Anden del er Polinas sidste dage indtil hendes død og tredje del er hendes begravelse og efterspil.
”Nedtælling” er helt klart den mest fangende og rørende del af romanen, og faktisk ret forfærdelig at læse.
”Den usynlige Ivan isaenko” var en meget speciel bog, men også meget gribende. Hovedtemaet er den meget smukke og umulige kærlighedshistorie mellem Ivan og Polina, og hele vejen igennem fik jeg associationer til John Greens ”Gåden om Alaska”, nok pga. Polinas sprudlende, legende og grænsesøgende figur. Men romanen er meget mere end en kærlighedshistorie. Den tegner også et kritisk billede af det sovjetiske hospitalsvæsen og kommer ind på etikken bag ofrene for atomkraftulykken. Men mest af alt ligger der et slør af medmenneskelighed ud over fortællingen, som til tider er udfordrende og til tider utrolig smukt.
”Den usynlige Ivan Isaenko” er en rigtig god bog, som til tider gør rigtig ondt at læse.