Anmeldelse: “Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” af Tove Ditlevsen

Bogen har jeg selv købt, som en gave til mig selv!

Titel: Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø, Forfatter: Tove Ditlevsen, Udgivelsesår: 2017, Sidetal: 149, Forlag: Gyldendal, udvalgte digte af Olga Ravn

Tove Ditlevsen er en af dansk litteraturs største forfattere, og hun har (yderst velfortjent) fået en kæmpe opblomstring de sidste år. Hun var et menneske, som gik igennem mange af livets kriser og samtidig formåede at sætte ord på dem. Hendes værker er fantastiske og derfor har de overlevet generationer og rammer fortsat et bredt publikum den dag i dag – både gamle og unge.

I forbindelse med Tove Ditlevsens 100-års fødselsdag den 14. december 2017 udgav Forlaget Gyldendal ”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø”. Det er en digtsamling med udvalgte digte af forfatteren Olga Ravn, som også har skrevet efterordet. Her fortæller Olga Ravn, at hun har udvalgt digtene for at vise den kamp, Tove Ditlevsen kæmpede mellem den hun burde være og den hun var.

”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” indeholder både kendte og mindre kendte digte spændende sig over hele Tove Ditlevsens forfatterskab. Temaerne strækker sig fra angst, tab, død og ødelæggelse – men det gennemgående er kampen mellem det man bør være og det man er. Derfor er titlen ”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” helt fantastisk og dobbelttydende.

Digtsamlingen indeholder i alt 63 digte, 21 fra Tove Ditlevsens tidligere forfatterskab (frem til ”Kvindesind” fra 1955) og hele 42 fra hendes senere forfatterskab (fra ”Kvindesind” (1955) og frem). En del af de sene digte stammer fra den dystre selvportrætsamling ”De voksne” (1969), hvor temaer som vrede og længsel efter den ro, stoffer og sprut kan give en misbruger.

”Når jeg er død, skal I lægge
mig ned i en kulsort kiste
og gi mig en vinrød kjole på
af fløjl og med lange ærmer.

Sort skal min kiste være,
fordi de andres er hvide,
og jeg er så lys, at det klær mig bedst
at bo i en kulsort kiste.

Og rød skal min kjole være,
fordi jeg har elsket livet,
og helt ned til fødderne skal den nå,
så jeg aldrig mere kan fryse.

Synge en salme må I,
men kun hvis II tror på salmer,
og vil I glæde mig allermest,
så skal I synge ”Dinah”.

I stedet for kedelige
mænd til at bære min kiste,
skal elleve søde korpiger
steppe afsted med mit lig.

Og ingen præst skal prædike
og få min mor til at græde,
hvad skal det til – da jeg levede,
gik jeg jo aldrig i kirke.

Og I skal slet ikke sørge,
for selv om jeg elskede livet,
var jeg lidt doven og sover godt
her i min sorte kiste.

Olga Ravn har gjort det helt geniale med digtsamlingen, at hun har sat to digte overfor hinanden, som afspejler to forskellige livsaldre og sindsstemninger. På den måde kommaterer de to digte på hinanden og understrege en pointe.

”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” er en digtsamling, som henvender sig til kvinder i alle aldre og med alle baggrunde. Tove Ditlevsens digte er korte og lette at læse. Og derfor kan man godt undre sig over, hvorfor hun ikke blev anerkendt mere i sin samtid, for sin modernistiske form.

Samlingen slutter med et digt fra Tove Ditlevsens aller første digtsamling, nemlig ”Pigesind” fra 1939. Tove var kun 15 år, da hun skrev dette digt på et loft i Valdemarsgade, hvor hun pakkede blikæsker ind. Selvom hun havde hele livet og alle dens strabadser foran sig, skrev hun helt formidabelt.

Der brænder et lys i natten,
det brænder alene for mig
og puster jeg til det, så flammer det op,
og flammer alene for mig. –
Men taler du stille, og hvisker du tyst,
er lyset pludselig mere end lyst
og brænder dybt i mit eget bryst,
– alene for dig. –

Jeg elsker Tove Ditlevsen og hendes forfatterskab. Derfor kendte jeg en del af digtene i forvejen. Nogle kan jeg faktisk helt udenad – og nogle kan jeg ikke lade være med at læse med melodi på. Det skyldes, at jeg for nogle år siden var inde at se Sort Samvittigheds opsætning ”Tove! Tove! Tove!” på Det Kongelige Teater. Efterfølgende har jeg fundet soundtracket på diverse musiktjenester og skamhørt det. Hvis du ikke har hørt det endnu, så kan det varmt anbefales. Det er virkelig godt.

”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” er en smuk digtsamling, som giver noget nyt til Tove Ditlevsens forfatterskab! Den er spækket med intelligent udvalgte digte, som jeg synes afspejler målet. Tove Ditlevsen udleverede nemlig sig selv i forhold til samtidens normer og forventninger. Hun stak næsen frem og selvom hun ikke er kendt som en feministisk forfatter, så giver hun noget til kvindelitteraturen, som andre ikke gør.

Jeg er kæmpe Tove Ditlevsen fan, og nyder virkelig hendes værker. Hun skriver med både en skrøbelighed og en fandenivoldskhed, og hendes sprog er rent og tidsløst. Så hvis I ikke allerede har investeret i ”Der bor en pige i mig, som ikke vil dø”, så kan jeg ikke understrege nok, hvor god den er!

Vi slutter af med mit yndlingsdigt fra samlingen, ”Blinkende lygter”.

I barndommens lange og dunkle nat
brænder små blinkende lygter
som spor, af erindringen efterladt,
mens hjertet fryser og flygter.

Her lyser din vildsomme kærlighed
fortabt gennem tågede nætter,
og alt hvad du siden elsked og led
har grænser som viljen sætter.

Den første sorg har et spinkelt skær
som en tåre der skælver i rummet,
kun den vil være dit hjerte nær,
når al anden sorg er forstummet.

Højt som en stjerne en vårlig nat
brænder din barnlige lykke,
du søgte den siden, men fik kun fat
dens flakkede sensommerskygge.

Din tro tog du med dig så langt af led,
for det var det første og sidste,
nu står den og brænder i mørket et sted,
og der er ikke mere at miste.

Og en eller anden kommer dig nær,
men kan aldrig helt forstå dig,
for dit liv har du lagt under lygternes skær,
og ingen skal siden nå dig.

Del dette post:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *