Anmeldelse: “Det tidlige forår” af Tove Ditlevsen

Titel: Det tidlige forår, Forfatter: Tove Ditlevsen, Udgivelsesår: 2015 (6. udgave), Sidetal: 302, Forlag: Gyldendal 

”Om morgenen var håbet der. Det sad som et flygtigt lysskær i min mors sorte, glatte hår, som jeg aldrig vovede at røre ved, og det lå mig på tungen sammen med sukkeret på den lunkne havregrød, jeg langsomt spiste, mens jeg betragtede min mors smalle, foldede hænder, der lå helt stille på avisen hen over beretninger om den spanske syge og Versaillestraktaten. Min far var gået på arbejde, og min bror var i skole. Så var min mor alene, selv om jeg var der, og hvis jeg var helt stille og ingenting sagde, kunne den fjerne ro i hendes underlige hjerte vare, lige til formiddagen blev gammel, og hun skulle ud at købe ind i Istedgade ligesom almindelige koner.”

Sådan starter ”Det tidlige forår”, som er den samlede udgave af ”Barndom” og ”Ungdom”, Tove Ditlevsens to første erindringsbøger, som begge blev udgivet første gang i 1967.

I ”Barndom” tages vi gennem Toves opvækst i en lille baggårdslejlighed i Hedebygade på Vesterbro. Toves far, Ditlev, er en klassisk arbejder, der går op i politik, har givet sit hjerte til Stauning og partiet og som i tide og utide bliver fyret og går arbejdsløs.

Toves mor, Alfrida, er hjemmegående, som kvinder på den tid nu var, og lille Tove higer efter sin mors kærlighed, men bliver afvist gang på gang.

”Jeg prøvede at liste hånden ind i min mors, men hun slog min arm væk med en heftig bevægelse… Min mor slog ofte og hårdt, men det var i reglen vilkårligt og uretfærdigt, og mens afstraffelsen stod på, følte jeg noget som en hemmelig skam og en tung sorg, der drev tårerne frem i mine øjne og øgede den smertelige afstand imellem os.”

Toves opvækst er præget af fattigdom og Toves forhold til sine forældre er meget kompliceret, fyldt med ønsket om anderkendelse, vrede, sorg og medlidenhed.

”Jeg tænker på, at engang var det vigtigste i verden, om min mor holdt af mig, men det barn, der så heftigt begærede denne kærlighed og altid måtte spejde efter et tegn på den, eksisterer ikke mere. Nu tror jeg, min mor holder af mig, men det gør mig ikke lykkelig.”

I en ung alder begynder Tove at skrive digte – i starten i smug for alt og alle i sin poesibog. Tove ønsker gennem hele sin opvækst at møde nogen, der vil kunne forstå hendes digte og en dag at få dem trykt.

I anden del ”Ungdom” mærker man udviklingen hos Tove, hun flytter hjemmefra og går efter at blive digter. Hun bliver mere og mere selvstændig og tror mere og mere på sig selv.

”Ja, siger jeg ilde til mode, men jeg vil gerne leve mit eget liv, far. Jeg vil gerne bare være mig selv.”

”Det tidlige forår” slutter i 1939, hvor Tove får udgivet ”Pigesind”, hendes første digtsamling, med hjælp fra den 30 år ældre redaktør for bladet Vild Hvede, Viggo F. Møller. Og hun er endelig lykkelig.

”Det tidlige forår” er ikke kun en bog om Tove Ditlevsen, det er også en samtidsskildring af København i 20’erne og 30’erne, livet i en arbejderfamilie samt det at være en helt særlig pige i en tid, hvor piger havde meget faste rammer og forventninger.

Tove Ditlevsen er en fantastisk forfatter, og man kan næsten blive helt klaustrofobisk af at læse om den lille lejlighed, hvor bølgerne til tider går højt og hvor hverken forældre eller børn har det godt. Man mærker kulden i det lille værelse Tove lejer, da hun flytter hjemmefra, og hvor hun må sidde med frakke og sko på, mens hun skriver digte på sin lejede skrivemaskine. 

Jeg blev fuldstændig blæst omkuld af denne helt fantastiske læseoplevelse, som faktisk er det første, jeg nogensinde læser af Tove Ditlevsen. Men det bliver helt klart ikke det sidste! For jeg er blevet helt og holdent Tove-fan var at læse ”Det tidlige forår”.

Del dette post:
error

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *