Anmeldelse: “Dræb ikke en sangfugl” af Harper Lee

Titel: Dræb ikke en sangfugl, Forfatter: Harper Lee, Udgivelsesår: 2015 (5. udgave) oversat af Michael Tejn, Sidetal: 366, Forlag: Lindhardt & Ringhof 

”Dræb ikke en sangfugl” udkom første gang i 1960, samme år som J. F. K. blev valgt som præsident, og romanen blev fjernet fra flere amerikanske skolebiblioteker grundet dens beskrivelse af racisme. Dog er det den mest solgte amerikanske roman nogensinde og er derfor blevet en all time klassiker.

”Dræb ikke en sangfugl” foregår i 1930’ernes USA, mere bestemt i sydstaten Alabama, i en lille by ved navn Maycombe. Her møder vi Jean Louise (med kælenavnet Scout), som bor sammen med sin storebror, Jem, og deres far, Atticus. Atticus er en respekteret sagfører i byen.

Børnene er vokset op uden en mor, da hun døde da børnene var helt små. Som det kvindelige forbillede har børnene i stedet familiens (sorte) køkkenpige Calpurnia, som styrer hjemmet med hård hånd.

I starten af romanen hører vi mest om Scout’s hverdag, om skolen, aftnerne og sommerferien, som mest af alt går ud på at undersøge og udforske et meget uhyggeligt hus på vejen, Radleys hus.

”Inde i selve huset levede der et ondsindet spøgelse. Folk påstod, at han virkelig eksisterede, men Jem og jeg havde nu aldrig set ham. Folk påstod også, at han kom frem ved nattetid, når månen var gået ned, og kiggede ind ad vinduerne i andre huse.”

Scout, hendes bror og deres sommerferie-legekammerat, Dill, bruger hele sommeren på at udforske huset og udfordre hinanden med ”hvem tør løbe op og røre ved hoveddøren?” osv. Det er alt sammen meget charmerende og uskyldigt. Og man får virkelig følelsen af barndommens magi.

Men en dag sker der noget, der vil ændre børnenes liv for altid: en hvid kvinde beskylder en sort mand, Tom Robinson, for at have voldtaget hende, og Atticus påtager sig at forsvare Tom Robinson i retten. Fra den dag bliver børnene nemlig klar over mange nye aspekter i livet, f.eks. ondskab, uretfærdighed og dobbeltmorale. Eksempelvis fra Scout’s klasselærer, Miss Gates.

Miss Gates sagde: ”Der har I hele forskellen på Amerika og Tyskland. Vi er et demokrati, og Tyskland er et diktatur – Dik-ta-tur,” gentog hun. ”Her bryder vi os ikke om at forfølge nogen. Forfølgelser af forskellige folkegrupper skyldes altid fordomme – for-dom-me,” gentog hun med omhyggelige udtale af hver stavelse. ”Der findes ikke bedre mennesker i denne verden end jøderne, og hvad grunden kan være til, at Hitler mener noget andet, er en fuldstændig gåde for mig.”

Da Scout kommer hjem spørger hun sin storebror, Jem, om det ikke er grimt at hade andre mennesker. Hvorefter hun forklarer sit spørgsmål med:

”Jo, forstår du, den aften, da vi kom ud inde fra domhuset, stod miss Gates og – ja, hun gik ned ad trappen lige foran os, men du har vel ikke set hende – hun stod og sladrede med miss Stephanie Crawford, og jeg hørte hende sige, at det var på tide, at en eller anden gav dem en lærestreg, at de var ved at blive for næbbede, at det varede såmænd ikke længe, før de begynder at bilde sig ind, at de kunne gifte sig med os. Men Jem, hvordan kan man hade Hitler sådan og så i det næste øjeblik gå løs på folk herhjemme…”

 

Racismen er et gennemgribende emne igennem hele romanen, og man bliver harm og forarget mange gange. Samtidig ses hele fortællingen gennem et barns øjne, hvilket giver racismen et lidt andet filter over sig. Men man er ikke i tvivl om de ting der sker, og man bliver ikke mindre berørt af dem.

”Dræb ikke en sangfugl” har mange selvbiografiske træk til Harper Lee’s egen barndom. Harper Lee sagde engang, at romanen var et langt kærlighedsbrev til hendes far, som hun betragtede som en rendyrket helt med stærke moralske principper.

Man kan mene, at der er tale om en syndefaldshistorie, da bogen starter i bardommens magiske univers og slutter med, at børnene finder ud af, at der er ondskab i verden og retfærdighed ikke altid sker fyldest. Men mest af alt er det et barn skildring af racisme, fordomme og raceadskillelse i et lille lokalsamfund i sydstaterne.

”Dræb ikke en sangfugl” var efter min mening lidt lang tid om at komme i gang, men da jeg havde læst den færdig gav starten faktisk rigtig god mening for mig.

Det er en gennemført roman, med et vigtigt emne og budskab. Og da den først kom rigtigt i gang havde jeg svært ved at ligge den fra mig igen.

Del dette post:
error

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *