Anmeldelse: “Drengene fra Nickel” af Colson Whitehead

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

Titel: Drengene fra Nickel, Forfatter: Colson Whitehead, Udgivelsesår: 2020, Sidetal: 272, Forlag: Politikens Forlag, oversat af Inger Kristensen

Colson Whitehead er hands down en af mine absolutte, nutidige yndlingsforfattere. Han skriver fantastisk, hans tematikker er utrolig vigtige og hans persongalleri kommer helt ind under huden på læseren. Jeg kaldte hans sidste roman ”Den underjordiske jernbane” for et mesterværk (læs hele min anmeldelse her) – og med ”Drengene fra Nickel” har Colson Whitehead gjort det igen.

”Drengene fra Nickel” handler om Elwood, som er en sød, pligtopfyldende og klog dreng. Elwood bor sammen med sin mormor i Tallahasse, Florida, fordi hans forældre forlod ham som lille til fordel for et frit liv i Californien. Elwood passer sin skole, og han er faktisk så dygtig, at hans historielærer mr. Hill, indstiller Elwood til aftenkurser på college niveau. Mr. Hill er borgerrettighedsforkæmper, som Elwood selv har en drøm om at blive.

En dag, på vej til sit første college aftenkursus får Elwood et lift af en rar mand. Det viser sig bare, at manden har stjålet bilen og Elwood dømmes uskyldigt for biltyveri. Straffen: anbringelse på opdragelsesskolen Nickel.  Det viser sig bare, at Nickel praktisk talt ikke er nogen skole, men mere en arbejdslejr, hvor de voksne bruger forfærdelige afstraffelsesmetoder, der traumatiserer drengene for livet.

”Det var det, den skole gjorde ved sine drenge. Det holdt ikke op, efter man var sluppet væk fra den. Den slog folk vinde og skæve på alle mulige måder, indtil de ikke længere var i stand til at finde en lige vej, forvredne sjæle, den dag, de kom ud.”

”Drengene fra Nickel” er en fiktiv historie med fiktive personer, men Colson Whitehead har været ude at sige, at han er inspireret af den virkelige opdragelsesanstalt Dozier School for Boys i Marianna, Florida.

Fortællingen i ”Drengene fra Nickel” kører i to spor, et fortidsspor, hvor Elwood er ung og kommer på Nickel, og et nutidsspor, hvor Elwood er voksen. Springet i tiden kan se mellem kapitler, men også lige midt i en tekst, og det fungerer helt vildt godt, synes jeg.

Persongalleriet er bredt og nuanceret, men jeg kan godt lidt sidde tilbage med følelsen af, at jeg mangler noget storyline engang imellem – specielt sammenlignet med ”Den underjordiske jernbane”, som var utrolig kompleks. Til gengæld trækker slutningen her bogen op på et helt ekstraordinært niveau.

Sproget er som altid sanseligt og til tider poetisk, selvom det er nogle forfærdelige ting, der bliver beskrevet. Det giver en form for kontrast til overgrebene, som for mig satte det hele mere i relief. Samtidig er sproget ikke så tungt, som det var i ”Den underjordiske jernbane”, så hvis nogle af jer er blevet afskrækket af Colson Whitehead på den baggrund, kan I sagtens kaste jer ud i ”Drengene fra Nickel”.

Alt i alt var ”Drengene fra Nickel” en fantastisk læseoplevelse. Colson Whitehead er en fantastisk historiefortæller. Han kan virkelig opbygge et persongalleri, som jeg i hvert fald bliver 100% emotionelt forbundet til. Og så synes jeg, at han skriver fabelagtigt. Han har en helt speciel evne til at udpensle begivenhederne på en troværdig og ærlig måde, uden det bliver overdrevet. Jeg vil anbefale ”Drengene fra Nickel” til alle og enhver. Gør jer selv den tjeneste og læse den!

Og når du så har læst bogen, så kan du med fordel hoppe ind, der hvor du hører podcasts. Der finder du min og min veninde (nordicreading) podcast ”Bøger på Recept” – og så kan du høre vores samtale omkring netop ”Drengene fra Nickel” eller nogle af vores andre episoder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *