Anmeldelse: “Dukkeværkstedet” af Elizabeth Macneal

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof.

Titel: Dukkeværkstedet, Forfatter: Elizabeth Macneal, Udgivelsesår: 2019, Sidetal: 378, Forlag: Lindhardt & Ringhof, oversat af Vibeke Houstrup

Jeg kan lige så godt komme ud med det med det samme – jeg elsker historiske romaner! Og specielt når de foregår i 1800-tallets England. Derfor var jeg ikke til at holde tilbage, da ”Dukkeværkstedet” kom ind af døren. Men levede romanen så op til mine forventninger? Også i den grad.

Vi er i 1850’ernes London, hvor vi følger den unge Iris, som sammen med sin søster Rose arbejder i en dukkebutik. Iris er ikke som 1800-tallets engelske kvinder er flest, for hun drømmer om at blive kunstner. Samtidig følger vi også Silas, som udstopper dyr og sælger dem i sin butik. Silas drømmer om at blive anerkendt for sit håndværk og sin samling. Ved et tilfælde flettes deres tilværelser sammen og i starter har man sympati for dem begge, men men men det ændre sig som fortællingen skrider frem (og så siger jeg heller ikke mere).

”Dukkeværkstedet” har ikke kun en fængslende og nervepirrende fortælling, som fanger læseren ind fra starter og fastholder til sidste side. Selve miljøbeskrivelserne af det victorianske London med den smalle gader, larmende liv og dødsensfarlige hestevogne vælter én i møde. Det er utroligt, hvordan forfatterende har ramt en så levende beskrivelse. For jeg lyver ikke når jeg siger, at man nærmest kan lugte lugtene, høre larmen og fornemme trængslen.

”Drengen puster på sine små næver for at varme dem og stikker i rend. Han siksakker gennem gaderne på de rakitissyge, hjulede ben. Han løber vestpå, gennem Sohos skidt og møg. Magre, udtærede ludere følger hans rappe ben med sløve blikke, som udmattede katte vogter på en flue. Han kommer ud i Regent Street, kaster et kort blik på butikken, der sælger gebisser for fire guinea, mærker på sin enlige tand med tungen og farer så lige ud foran en hest. Den stejler og rejser sig på bagbenene. Han springer tilbage og får bugt med sin skræk ved at brøle til kusken: ”Pas dog på, ka’l!” Og inden manden får en chance til at give igen eller ramme ham med sin pisk, er Albie lynsnart pilet over gaden og over tærsklen ind i Mrs. Salters Dukkevarehus.”

Romanens persongalleri er bredt og uhyggeligt troværdigt. Specielt spillet mellem Iris og hendes søster Rose havde mange facetter. Det virkede som om at forfatteren havde en vision om at fremstille datidens kvinder og deres afhængighed af at indgå i et ægteskab for at kunne eksistere. Fortællingen om datidens kvinder og deres manglende muligheder om kvinderoller og kønspolitik kommer så elegant til udtryk på denne måde.

”Dukkeværkstedet” er en lys roman fuld af kærlighed og forventningsfuldhed, men det er også en mørk roman, som emmer af 1800-tallets London og dysterhed. Allerede tidligt i romanen fik man en følelse af, at der ville ske noget forfærdeligt i løbet af fortællingen. Det er en historisk kærlighedsroman OG en spændingsroman i én og samme bog!

”Dukkeværkstedet” levede 100% op til minde forventninger. Det er en meget sanselig og intens roman, som er svær at lægge fra sig. Romanens karakterer er indlevende og fortællingen er fængslende og indeholder flere lag. Romanen har mine varmeste anbefalinger – både til dem af jer der er vilde med historiske romaner, kærlighedsfortællinger og spændingsromaner. Den minder ikke om noget, som jeg har læst før og jeg er sikker på, at jeg kommer til at genlæse! Så god er den!

Del dette post:
error

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *