Anmeldelse: “Et andet menneske, et andet liv” af Sofie Jama

Jeg vil starte med at understrege, hvor vigtig en roman jeg synes ”Et andet menneske, et andet liv” er! Det er en fortælling om identitet, flugt, kærlighed og religion. ”Et andet menneske, et andet liv” er Sofie Jamas debutroman, og hvilken én af slagsen.

Romane kører i flere spor. Der er tre hovedpersoner, men kun én fortæller – Baraka. Hun er født og opvokset i Somalia, men må grundet borgerkrigen forlade landet sammen med sin mor og søskende og kommer til Danmark. Hendes historie starter i 1990’erne og fortsætter op gennem hendes liv i en fremmed kultur. Romanens anden hovedperson er Umar, en palæstinensisk syrisk dreng, som er flygtet grundet krigen og også endt i Danmark. Hans historie bliver også fortalt gennem fortælleren Baraka ved brugen af ”du” – som om hans egen fortælling er dedikeret til ham. Romanens sidste hovedperson er Esther, en ældre, jødisk kvinde. Hendes historie starter i 1940’erens Europa under anden verdenskrig, og bliver også fortalt gennem Baraka, men som en gengivelse i tredje person, ”hun”.

Det første, der tog mig fuldstændig uforberedt, var den effekt fortællerens stemme har. Det er så gennemtænkt og tenderende til en sproglig genialitet, at Sofie Jama har valgt at have en gennemgående fortællerstemme, men flere hovedpersoner og fortællinger.

Det andet, der tog mig på sengen, var sproget og herunder brugen af metaforer. De er gennemgående utrolig poetiske og meget rammende, som f.eks.:

”Han er palæstinensisk syrer og nåede hertil som en dråbe i en af de såkaldte strømme af flygtninge, der har oversvømmet kontinentet.”

”Et andet menneske, et andet liv” beskæftiger sig meget med identitet. Romanens tre hovedpersoner gennemgår alle livsændrende begivenheder, som gør, at de hver især må genoverveje hvem de var, hvem de er og hvem de gerne vil være. For selvom de hver især er flygtet fra meget forskellige omstændigheder i forskellige tidsaldre, er deres indre konflikter meget sammenlignelige. Baraka beskriver det som omskæring – hun er rent fysisk blevet omskåret som barn, men de identitetsskift, som hun gennemgår, beskriver hun som at skære noget af sig selv af. Igen en meget rammende metafor.

Beretningerne om krig og hungersnød set gennem øjnene på børn er hjerteskærende og man skal som læser være forberedt på, at romanen ikke ligger fingrene imellem. Til tider sidder man med en klump i halsen, specielt når selve flugten beskrives. Sofie Jama er også klar i spyttet, når det kommer til den stemning der er i Europa, som resultat heraf:

”Mistroen, hadet og angsten, der er vokset frem som en byld i hjertet af folkedybet gennem flere årtier, får det hele til at ligne en invasion. En bedragerisk trojansk hest, der vil vælte civilisationen og sende den frie verden ud i et mellemøstligt-afrikansk kaos. Dræbersnegle sydfra, der sniger sig ind over grænsen for at ødelægge vores urtehaver og staudebede, og som udkonkurrerer den fredelige danske havesnegl.”

”Et andet menneske, et andet liv” er en roman med rigtig mange lag. Det er en roman, som tager fat i mange emner og som til tider måske vil lidt for meget. Derfor kunne min anmeldelse blive ved i en uendelighed med kommentarer på religion, konflikten om det hellige land, den besværlige kærlighed, kvinderoller og kultur – men jeg må hellere lade være.

”Et andet menneske, et andet liv” er en ubeskrivelig relevant bog om vores historie, men også om det der udspiller sig i verden lige nu. Det er en opsang om, hvordan vi skal behandle andre mennesker, som måske ikke lige passer i vores frikadelle-form.

Så tak til Sofie Jama for denne rigtig gode roman. Jeg kan kun sige, at I virkelig bør læse den.

Jeg vil slutte min anmeldelse af med et citat fra bogen, hvor Esther beskriver det største problem, der er med flygtningedebatten. Og hun beskriver det så godt, at jeg tydeligvis ikke kunne gøre det bedre selv:

””Det her folk, Baraka … frygter forskelligheder og har et dybt trauma, der knytter sig til århundreder af tabte krige og landets ringe størrelse. Der er noget nærmest jødisk over den måde, de klamrer sig til deres identitet på, som om de er ved at blive glemt eller udryddet. De føler sig invaderet. Det skal du vide. De er gavmilde og vil gerne hjælpe, men det forventes, at du forlader og glemmer dig selv med tiden. Tingene er ved at forandre sig til det værre … og det, der er ved at ske på dette kontinent og i dette land, vækker mindelser om noget, jeg selv er vokset op med. Enten rejser du, eller også bliver du ligesom dem. Hvis du insisterer på din særegne historie her, vil du altid være fremmed, og livet som den evige fremmede er et liv i mistro og indre splittelse.””