Anmeldelse: “Fra blokken” af Jonas T. Bengtsson

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

Titel: Fra blokken, Forfatter: Jonas T. Bengtsson, Udgivelsesår: 2020, Sidetal: 304, Forlag: Politikens Forlag

Jeg blev ret overrasket, da jeg begyndte at læse Fra blokken af Jonas T. Bengtsson. Jeg troede nemlig (nok lidt grundet romanens titel), at jeg skulle i gang med en socialrealistisk roman fra en boligblok område i København, men der blev jeg godt nok taget ved næsen. Fra blokken er nok mere en slags detektivroman, med en noget atypisk hovedperson – nemlig en prøveløsladt voldsforbryder, i stedet for den klassiske let alkoholiserede kriminalbetjent uden socialt liv eller sunde levevaner.  Og jeg er totalt vild med det.

Fra blokken handler om de tre barndomsvenner Dany, Christian og Malik, som er vokset op sammen i et hårdt boligblokmiljø i Københavns Nordvest kvarter og derfor er venner for livet.

Men mens Danny er blevet kriminel og sidder fængslet for en voldsdom er Christian blevet narkobetjent og Malik er ved at læse til tandlæge. Danny bliver prøveløsladt før tid og tror, at han skal ud til frihed og vennerne, men Malik er forsvundet og derfor giver Danny sig til at lede efter ham.

Romanen fortælles gennem de tre venner, som skiftevis bidrager med deres oplevelser. Men Danny må siges at være vores absolutte hovedperson.  Det er en hæsblæsende og meget hårdtslående fortælling fra Københavns undergrund.

”Danny går hen til stativet med håndvægte, tager først en vægt på fem kilo og vejer den i hånden, vælger så en på tre. Hvis drengene så i Dannys retning nu, ville de se at han smilte. En af dem er i gang med at sige noget med >>en lektie Ahmed skal lære<< da Danny rammer ham i baghovedet. Det giver samme lyd som når man slår på en vandmelon for at se om den er moden. Fyren ved siden af ham reagerer, men lidt for langsomt, Danny er allerede i gang med at svinge vægten igen, rammer ham midt i ansigtet og tager tænderne og sandsynligvis også næsen. Så er der kun én af rockerne tilbage.”

Fra blokken er en hæsblæsende og hårdtslående fortælling fra Københavns undergrund. Samtidig er romanen skrevet i et skarpt sprog med en underspillet og tør humor, som er intet mindre end for fed. Persongalleriet er 100% troværdigt og der er virkelig fremdrift i plottet. Jeg vil vædde med, at Fra blokken kunne blive til en fed filmatisering. Jeg vil dog mene, at Fra blokkens stærkeste side er dens miljøskildringer, som virkelig sidder i læseren efterfølgende.

Fra blokken er mit første møde med Jonas T. Bengtsson, men det bliver overhoved ikke det sidste. Fra blokken er hans femte roman og jeg har læst, at Bengtssons forfatterskab generelt er råt og voldsomt. Dog er der nogen anmeldere der siger, at Fra blokken ikke er hans bedste præstation og at det virker som om, at han har skrevet sig ind i et voldshjørne i Nordvest. Men det vil jeg lade andre (som har læst hele Bengtssons forfatterskab) om at vurdere. Jeg kan bare sige, at jeg var 100% underholdt fra start til slut.

Fra blokken er en spændende og uforudsigelig page-turner med en atypisk (anti)helt i hovedrollen. Samtidig er det en utrolig velskrevet roman, med et troværdigt persongalleri og (på deres egen hårde måde) smukke miljøbeskrivelser. Fra blokken har mine varmeste anbefalinger – også til jer, som normalt vis ikke læser romaner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *