Anmeldelse: “Guds bedste børn” af Morten Pape

Bogen er et anmeldelseseksemplar fra Politikens Forlag.

Titel: Guds bedste børn, Forfatter: Morten Pape, Udgivelsesår: 2018, Sidetal: 434, Forlag: Politikens Forlag 

Den svære to’er, den alle forfattere frygter. Det er netop, hvad ”Guds bedste børn” er for Morten Pape. Og så kan man spørg sig selv, hvordan klarede Morten Pape så udfordringen? Jeg må sige, at jeg er blæst helt tilbage i stolen over Pape og hans skrivestil. ”Guds bedste børn” er virkelig en god bog og den starter sådan:

”Flere sirener. Hyletoner flokkes om hans ører. De gjalder mod husmurene nede fra Holmbladsgade. Han har hørt den lyd for mange gange til ikke at reagere på den. Men denne gang bliver han alligevel stående. Denne gang er lyden underligt beroligende. Oppe i lejlighederne omkring ham har beboerne åbnet vinduerne. Hvor længe har de stået der? Han kan ikke længere huske hvornår alt det her skete. Tiden har mistet sin relevans. Ansigtet føles koldt og klamt. Indeni tromler blodet rundt, orkestreret af et dundrende hjerte.”

For jer, som har læst hans første bog ”Planen”, er ”Guds bedste børn” ikke en direkte successor, men mere en tematisk efterfølger. Romanen foregår ligesom forgængeren også på Amager, og ligesom ”Planen” er den inspireret af en virkelig hændelse. Forskellen denne gang er, at handlingen ikke opleves gennem øjnene på Pape selv, men i stedet gennem hele tre hovedpersoner, som til sammen og stykker brikkerne sammen omkring en hændelse, hvor to brødre slog en 15-årig dreng ihjel uden anden grund end at drengen var af anden etnisk herkomst end dansk.

Min kæreste er født og opvokset på Amager 200 meter fra Planen, han er samme årgang som Morten Pape, hans lillesøster gik i klasse med en af morderne fra denne bog og den dag mordet skete, var min kæreste netop stået af metroen ganske få meter fra det gadehjørne, der ændrede livet for så mange unge mennesker. Han kender derfor alle historierne og personerne i de to romaner (dem der ikke er opdigtet). Sammen har vi været ude på en Tour-de-Amager til denne anmeldelse, så I kan få sat lidt billeder på, hvordan de forskellige steder i bogen ser ud. Jeg vil ud fra denne lille tur gennem min kærestes minder forsøge at stykke min anmeldelse sammen.

Skærmbillede 2018-08-22 kl. 23.47.06
Dette er det gadehjørne, hvor overfaldet finder sted i Morten Papes roman. Det er dog ikke det sted, hvor overfaldet fandt sted i virkeligheden (det kommer længere nede).

”Guds bedste børn” er delt op i fire dele, hvor hver del har sin egen hovedkarakter. Man følger Jamil, som er ven med Zeki – drengen, som så meningsløst bliver slået ihjel af de to fætre, Simon og Mickie. Både Simon og Mickie er hovedkarakter i hver deres del.

Der er en fed dynamik imellem de fire drenge, som er delt op i to makkerpar. På overfladen ser de to par meget forskellige ud, men de er faktisk mere ens end først antaget. De er alle vokset op i et faderløst miljø, de ser hinanden som brødre, selvom de i virkeligheden ikke er det og ingen af dem har tillid til systemet.

Det giver en ekstra dimension til karaktererne og det er en ting, som Pape virkelig gør rigtig godt – han skaber runde og utrolig troværdige karakterer.

Skærmbillede 2018-08-22 kl. 23.23.01
Det er i denne boligblok på Holmbladsgade, at Jamil og Zeki bor.

En af grundene til, at jeg er så vild med ”Guds bedste børn” er, at Morten Pape er så god til at ramme en rungende dobbeltmorale, men uden at det bliver belærende eller påtaget. Den bliver flettet ind på en elegant måde, som i citatet nedenfor:

”Bare rolig, det skal nok gå, det gør det altid, I kan blive her lige så længe I vil, du må ikke være så stresset mens du er gravid, det kan gå ud over barnet. Røgen fra deres cigaretter siver ud i køkkenet.”

Skærmbillede 2018-08-22 kl. 23.23.12
Det er i dette boligkompleks, at Mickie bor med sin mor.

I ”Guds bedste børn” spiller Morten Pape på mange forskellige skrivetekniske færdigheder. Én af dem er et sted i romanen, hvor den alvidende tredjepersonsfortæller skiftes ud med en jeg-fortæller. Men ikke nok med det, så skrifter skrivestil og tegnsætningen også, så man nærmest føler, at afsnittet er en lang rablende fortælling.

”jeg er helt sindssyg træt da jeg sætter mig, kan stadig smage cornflakes i min mund da hun finder en kuglepen frem og begynder at remse spørgsmål op, det er ligesom en quiz i fjernsynet, denne gang er det mig der er kategorien
har du været i besiddelse af stoffer? ja, begået indbrud? ja, brudt ind i bygninger? ja, røvet andre personer? yes, løjet i retten? ja, eller… nej, været i besiddelse af våben? pistol, knive? ja”

Men den ændring giver mening, for hovedpersonen i denne del kan ikke ryge hash, som han plejer og derfor kan man næste forestille sig, at afsnittet er blevet skrevet i en form for abstinens tilstand og man bliver som læser i tvivl om, hvad der er sandt og hvad der er opdigtet.

Skærmbillede 2018-08-22 kl. 23.23.46
Her er skolegården på Peder Lykke Skolen, hvor Mickie går i skole. I baggrunden kan I se Planen tårne sig op. Så der er faktisk ikke længere mellem de to romaner.

Morten Pape sætter med ”Guds bedste børn” igen ting som ulighed, fattigdom, omsorgssvigt, had og fremmedfjendskhed på dagsordenen, men uden at det bliver insisterende. Man sidder tilbage med en følelse af, at man ikke forstår, hvorfor de to drenge så meningsløst slog en jævnaldrende ihjel, men man tænker alligevel, at Mickie og Simon er blevet tabt af systemet. Hvordan kan man forvente, at to så svigtede børn skal blive velfungerende voksne? Man tænker, hvor er kommunen henne? Hvorfor bliver der ikke gjort mere gennem hele deres liv? Ikke at det undskylder handlingen, men det giver karaktererne en ekstra dimension og at ting ikke kun er sort og hvidt.

Slutningen er lige så mørk som resten af romanen, men det kommer heller ikke bag på en som læser. Og så kan jeg afsløre, at den er bygget på en virkelig hændelse.

Sorteborg (hvor Jamil og Zeki bevæger sig ind) kan godt være svær at forestille sig, så derfor kom den også lige med her.

Alt i alt er jeg bjergtaget af Morten Pape og hans roman. Han er en fantastisk dygtig forfatter, som skriver relevante og meget vigtige bøger om en anden side af Danmark, som få kender til.

Derfor får den topkarakter af mig, jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig både grundet selve handlingen, men også grundet skrivestilen og de litterære virkemidler, som fungerer rigtig godt.

De varmeste anbefalinger fra mig!

Skærmbillede 2018-08-22 kl. 23.46.54
Det her er det hjørne, hvor overfaldet i virkeligheden fandt sted. Det syntes jeg bare lige, at I også skulle have med.
Skærmbillede 2018-08-22 kl. 23.47.17
Del dette post:
2 comments Add yours

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *