Titel: Haabet, Forfatter: Mich Vraa, Udgivelsesår: 2016, Sidetal: 416, Forlag: Lindhardt og Ringhof 
Lad os starte med at få én ting på det rene – danskerne var lige så brutale, modbydelige og racistiske som spanierne, englænderne, amerikanerne, franskmændene … når det kommer til slaveriet. Vi var ikke et hak bedre end nogle af de andre – heller ikke selvom vi var de første til at forbyde import af slaver.
Det slår Mich Vraa fast med syv tommer søm i ”Haabet”, som er første roman i triologien om Dansk Vestindien.
”Haabet” er en roman, og altså fiktion, men med rigtige, historiske personer hist og her og som forfatteren selv skriver i ”Efterskrift”:
”Haabet er fiktion. Men jeg mener ikke der sker noget i romanen som ikke kunne være sket i virkeligheden i årene omkring 1800”.
”Haabet” har en (lettere skjult) hovedfortælling, som bliver fortalt løbende gennem flere forskellige individuelle fortællinger. De to primære hovedpersoner er efter min mening – Maria og Mikkel.
Maria er en ung pige, hvis far er skibsreder og ejer skibet ”Haabet”, som sejler til Dansk Vestindien med handelsvarer.
Mikkel er en ung professor, som ønsker at skrive en bog om slaveriet på de Dansk Vestindiske øer og derfor tager til Sankt Thomas, for at se slaveriet med egne øjne.
Måden romanen er bygget op er gennem flere forskellige typer af tekster: dagbøger, brevudvekslinger, lovskrifter, logbøger osv. Og det er intet mindre end en genial måde at opbygge en roman og dens samlede historie på. Det giver et utroligt godt flow for læseren og giver en spænding, når man lige er midt i Marias oplevelser og så springer man over til Mikkels på et tidspunkt, hvor man egentlig helst bare vil høre, hvad der nu sker med Maria!
Jeg vil helst ikke fortælle Jer mere om handlingen, da den går op for en i takt med, at man kommer længere og længere ind i romanen – og jeg mener oprigtigt, at I også skal have denne oplevelse, når i læser den for første gang!
Sproget er, selvom det til tider er lidt gammeldags, utrolig levende og ikke spor tungt – og en fed detalje er, at man sagtens kan høre forskel på, hvem det nu er, der er i gang med at fortælle.
Jeg har valgt at give ”Haabet” topkarakter, for det synes jeg virkelig, at den fortjener! Den er fantastisk velskrevet og opbygningen gør mig stadig helt rundtosset efter at have læst den færdig.
Jeg er utrolig begejstret for selve romanen og bare på det grundlag, er den alle stjernerne værd.
Samtidig omhandler den et tema, som ikke må gå over i glemslen – og her leverer Mich Vraa et stærkt litterært værk, som med en blanding af fiktion og (grum) virkelighed, kan bruges i mange generationer.
Det er et sort kapitel i vores historie, som er blevet negligeret for længe i vores alles almene viden. Ansporet af romanen og det faktum, at jeg aldrig rigtigt er blevet introduceret til vores forhistorie som slaveejere i skolen, har jeg efterfølgende spurgt min familie og venner om deres viden på området. Jeg er igen og igen blevet mødt af udsagn som ”det ved jeg ikke rigtig lige” eller ”det var jo os der frigav slaverne” så derfor – her er min opfordring:
ALLE danskere burde læse Mich Vraa’s ”Haabet” og de efterfølgende bøger i triologien. Det skylder vi vores historie!