Anmeldelse: “Happy Ending” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen

Hvem siger, at kvinder ikke kan redde dagen? Er en heltinde ikke lige så god som en helt? Jo, det er hun da! Men behøver en heltinde så kun at være god og helt igennem perfekt? Nej da! Man kan sagtens være en heltinde og redde dagen uden at man behøver at have perfekte kropsmål, være helt igennem god og altid gøre tingene rigtigt. Sådan en type heltinde er hovedpersonen i ”Happy Ending”. Elvira er 39 år, kontanthjælpsmodtager og svært overvægtig. Hun arbejder (sort) som telefondame i et bordel, men hun vil helst bare have en førtidspension og på den måde få fred fra systemet, men det kræver at man bliver vurderet af kommunen, og det er en lang proces.

”Mit mål, det, som jeg har arbejdet mig hen imod i alle årene, er en pension, en, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, og som ikke kan gøres om. Så de ikke længere kan røre mig. Nogensinde. Så jeg kan fokusere på Sixten. Men tiderne er ikke gode, det er, som om alle de pæne ordentlige mennesker har bestemt sig for, at de ikke længere behøver at være pæne og ordentlige over for sådan nogle som mig. At de føler sig i deres gode ret. Jeg har set, hvordan de sender hinanden blikke, mærket den der ulmen nedenunder. Den gode vilje er sluppet op. Og jeg føler mig ikke længere sikker på, at jeg kan undgå det 15 timers fleksjob, som hun snakkede om sidste gang. Tanken giver mig kvalme, jeg får fornemmelsen af, at fremtiden vil kvæle mig. Og at jeg ingenting kan gøre ved det.”

Elvira vil helst bare passe dig selv og hendes bror, Sixten, men da en af de prostituerede fra bordellet forsvinder, bliver hun rodet ind i at hjælpe.

Jeg modtog faktisk ”Happy Ending” som en overraskelse fra forlaget og jeg havde ikke hørt om den før. Derfor havde jeg ikke rigtig nogen forventninger til den, da jeg gik i gang. Historien kom da også helt bag på mig, og det var lige den roman, jeg havde lyst til at læse! Spøjst, ikke?

Sætningsopbygningen og sproget i romanen er meget specielt. De lange sætninger og mange kommaer understøtter Elviras emotionelle tilstand, som er en lille smule rodet. Romanen skifter hurtigt fra morsom til alvorlig og trist, men den gør det på en troværdig måde, så man som læser stadig kan følge med.

Elvira er en sjov karaktér og en rigtig hverdags-heltinde. Hun er langt fra perfekt, men det er faktisk ret befriende. Man er ret hurtigt på hendes hold og jeg glæder mig faktisk til at læse efterfølgeren ”Happy Family”, som udkom i 2018. For hvordan går det Elvira?