Senere i dag skal jeg til Rosinantes Jubilæumsarrangement for Helle Helle og jeg har glædet mig som et lille barn til juleaften! Jeg er nemlig blevet personligt inviteret af Helle Helle herself og nu skal I høre historien.
Det startede i juni i år, hvor jeg desværre ikke kunne deltage i Politikens Sommer BogMesse, som blev afholdt i Boghallen – jeg havde nemlig travlt med eksamener. Mens jeg sad og svedte over eksamenslæsningen, modtog jeg en besked på Instagram fra en med-blogger. Hun skrev for at fortælle mig, at hun havde hørt Helle Helle på dagens Sommer BogMesse, og hun havde nævnt mig og min anmeldelse af hendes nyeste roman ”de”. Jeg blev helt paf og besluttede mig for at skrive til Helle Helle og sige tak.
Jeg skrev en takke-mail og sendte den til forlaget Rosinantes med en forsørgelse, om de ville sende den videre til Helle Helle.
Jeg regnede ikke med at høre mere, men så tikkede der en mail ind i min indbakke fra Helle Helle!
Hun skrev og takkede mig for min mail. Hun var stødt på min anmeldelse af ”de”, havde læst den, printet den ud og haft den med til sine foredrag og nogle gange læst op fra den.
Grundet var, at hun synes min anmeldelse var rigtig god og at min tolkning på brugen af nutid var meget præcis – den bevægede hende og dem, hun havde læst min anmeldelse for.
Selvfølgelig blev jeg ubeskrivelig rørt, stolt og overvældet både over at hun havde læst min anmeldelse, men at hun så også kunne lide den og at jeg havde tolket rigtigt. Det var helt vildt at læse og skrev selvfølgelig en takke-mail tilbage. Efterfølgende inviterede Helle Helle mig så til hendes forlags jubilæumsarrangement som hendes gæst.
Grunden til, at det er så stor en ting for mig skyldes, at jeg har læst Helle Helle i rigtig mange år. Første gang var i 9. klasse, fordi min dansklærer havde gået i gymnasieklasse med Helle, og jeg var solgt ved første bog (som faktisk var Rødby-Puttgarden).
Jeg har altid været vild med Helle Helles måde at skabe personer og relationer på. Persongalleriet er altid dybt og flerdimensionelt, hvilket jeg synes er imponerende taget i betragtning, at skrivestilen er minimalistisk.
Hun bruger næsten en slags isbjergs-stil, hvor det usagte/uskrevne fylder mere og faktisk har mere værdig end det sagte/skrevne ord. Det er den proces, hvor man som læser pakker personerne ud, side for side, der åbenbart rammer mig på en helt speciel måde.
Ud over selve skrivestilen og persongalleriet kan min begejstring for Helle Helles romaner måske få en ekstra lag ved, at jeg er født og opvokset på Sydsjælland, mere konkret Vordingborg, og en del af Helle Helles romaner foregår på Sydsjælland og øerne. Det er selvfølgelig rigtig hyggeligt og hjemligt, specielt når jeg flyttede hjemmefra til København for mange år siden efterhånden. Så når man savner sin hjemegn lidt, kan man tage en roman ned fra hylden og føle sig lidt hjemme igen. Det er faktisk rigtig dejligt.
Alt i alt er jeg vild med Helle Helle og hendes forfatterskab. Jeg er utrolig beæret over, at Helle Helle har læst min anmeldelse og kunne lide den. Og jeg er beæret over at være blevet inviteret med i aften. Jeg har glædet mig lige siden og jeg lover jer, at jeg nok skal sende lidt videoer fra eventet.