Anmeldelse: “Hvor flodkrebsene synger” af Delia Owens

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal.

Titel: Hvor flodkrebsene synger, Forfatter: Delia Owens, Udgivelsesår: 2019, Sidetal: 373, Forlag: Forlaget Gyldendal, oversat af Anders Juel Michelsen

En poetisk fortælling om at leve i synergi med naturen, om ensomhed og kærlighed – og så lige krydret med en mordopklaring. ”Hvor flodkrebsene synger” er nok en af de smukkeste læseoplevelser, jeg har haft i 2020.

I marsken ved North Carolinas kyst i 1950’erne bor Kya i en hytte med sin familie i fattigdom. Som lille bliver hun forladt, først af sin mor og siden én efter én af sine fire ældre søskende, så hun til sidst bor alene med sin voldelige far. En dag forsvinder han også, og derfra må Kya kæmpe en ensom kamp for overlevelse – det er hjerteskærende, for hun er altså kun et barn.

Kya er en meget følsom og intelligent pige, som jeg meget hurtig fik et specielt bånd til. Hun ved alt om marsken, dens natur og dyreliv. Den er hele hendes liv. Men så en dag møder hun en dreng, som deler hendes fascination og det bliver skæbnesvangert for hendes liv.

”Selvom hun havde givet ham bogen om muslingeskaller som gave, var hun fortsat med at skjule sig i krattet, når hun så ham i marsken, og var rodet uset væk. Ildfluernes uærlige signaler, det var alt, hvad hu vidste om kærlighed.”

Romanens fortælling kører i to spor. Et kontinuerligt spor, hvor vi følger Kyas liv, hendes kamp for overlevelse, hendes isolation og ensomhed i marsken. Og et fremtidigt spor, som faktisk nærmest er et krimispor, hvor en mand fra byen findes død. I starten tænkte jeg, hvordan hulen hænger de to fortællinger sammen? Men til slut falder alle brikkerne på plads og der bindes en flot sløjfe på det hele.  

”Marsken er ikke sump. Marksen er et rum af lys, hvor græsset vokser i vandet, og vand strømmer ind i himlen. Langsomt rislende bække bugter sig og bærer solens skive med sig til havet, langbenede fugle flyver op med uventet ynde – som var de ikke skabt til at flyve – med larmen fra tusind snegæs i baggrunden.”

Sproget i ”Hvor flodkrebsene synger” er til tider nærmest lyrisk, specielt når det kommer til naturen. Jeg følte ofte, at jeg kunne dufte marsken, hører dyrenes lyde og mærke vinden i mit hår. Det var en vild oplevelse og jeg har faktisk aldrig oplevet noget lignende.

”Hvor flodkrebsene synger” er en fantastisk roman på så mange måder. Persongalleriet er troværdigt og jeg har fået et helt særligt bånd til specielt Kya, men også en del af bipersonerne. Det er en fortælling, som ramte mig lige i hjertekuglen. Temaerne ensomhed, identitet og kærlighed er stærke og fortællingsbærende for romanen. Og så er detaljegraden af biologien helt vildt imponerende. Det er faktisk også en roman, som ville fungere vildt godt til at blive filmatiseret!

”Hvor flodkrebsene synger” er en af de bedste læseoplevelser jeg har haft i 2020 indtil videre. Det er en velskrevet, nærmest poetisk fortælling om en stærk piges kamp for overlevelse og retten til at blive elsket. Jeg kan ikke sige andet, end at det er en roman, som alle burde læse. Alle, uden undtagelse!

Del dette post:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *