Lydbøger – når man ikke har så meget tid i hverdagen

Når jeg har eksamensperiode, har jeg ikke så meget tid til at læse skønlitteratur. Det er næsten det værste for mig, for jeg savner fortællingerne rigtig meget, når jeg er begravet i tørt pensum.

Derfor fandt jeg tidligt på studiet ud af, at jeg blev nød til at få skønlitteraturen ind på en anden måde i min hverdag – og det gør jeg via lydbøger.

Jeg hører lydbøger når jeg cykler til og fra skole, når jeg laver mad, handler ind, gør rent og alle andre tidspunkter, hvor jeg ikke kan læse lektier alligevel.

Det er helt fantastisk og det gør, at jeg ikke savner at læse selv helt så meget.

For tiden er jeg i gang med Harry Potter and The Philosopher’s Stone.

Harry Potter har, som de sikkert har for mange andre, fulgt mig siden min barndom og de betyder derfor rigtig meget for mig.

Som lille læste min far bøgerne højt for mig og min bror, som ung læste jeg dem selv (mange gange) og som voksen læser jeg dem med mellemrum, når jeg savner universet.

Nu prøver jeg så at høre dem som lydbog.

Jeg er godt over halvvejs og kan varmt anbefale at høre den på engelsk. Oplæseren, Stephen Fry, er fantastisk! Han er så indlevende at lytte til og så ændre han på accenter og stemmer, alt efter hvem der taler.

Det er første gang, jeg oplever bogen på engelsk, hvilket helt sikkert ikke bliver den sidste.

Men selvom lydbøger er en dejlig afslappende måde at få skønlitteratur på i en stressende tid, er min eksamen heldigvis allerede på fredag og så har jeg juleferie. Det betyder bøger, bøger, bøger – og jeg glæder mig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *