Månedsoverblik: September 2020

Jeg har modtaget flere bøger som anmeldereksemplarer og fået billetter som blogger-billetter. Derfor skal det mærkes som reklame.

Så gik der endnu en måned. Jeg synes, at 2020 går både ufattelig hurtigt og alt for langsomt. Jeg har svært ved at forstå, at det allerede er oktober, men samtidig har corona fyldt alt i år, og derfor virker alt til at gå dræbende langsomt.

September har igen været en måned fyldt med arbejde. Jeg er ved at komme til den erkendelse, at jeg arbejder alt for meget og at jeg måske skal begynde at tænke over det, hvis jeg skal arbejde til jeg er 74! Men jeg har heldigvis også haft tid til nogle af de ting, der gør mig glad.

Jeg har for første gang siden corona været i teatret. Det kunne jeg ikke helt håndtere, så jeg har været der i alt 4 gange bare i september! Ups. Men det er bare fantastisk at være tilbage i mørket.

Så går ”Bøger på Recept” rigtig godt. Nadia og jeg har fået lavet en masse gode nye tiltag, som jeg virkelig er glad for. I oktober skal vi læse ”Mørkekammeret” af Camilla Hjørnholm Olsen, som også har sagt ja til at medvirke i et forfatter-interview. Håber I skal læse med.

 

Bøger læst i september

”While waiting on Godot” af Samuel Beckett (109 sider)

Det engelske manuskript til ”Mens vi venter på Godot”. Jeg kunne desværre ikke finde den danske oversættelse af Klaus Rifbjerg, som Teatret ved Sorte Hest benytter i stykket, men den engelske/originale udgave var fantastisk! Beckett skriver helt fantastisk og det er en fornøjelse at læse!

 

”Vinterbørn” af Dea Trier Mørch (292 sider)

September måneds bog i ”Bøger på Recept” læseklub. Et moderne værk om kvinder, graviditet og fødsel. En stor læseoplevelse for mig, og jeg kan godt forstå, at romanen er blevet en klassiker.

 

Antal sider læst i alt: 401 sider

 

Bøgernes verden

Mens vi venter på Godot, Teatret ved Sorte Hest

Det første teaterstykke jeg var inde at se efter corona-pausen. En enorm teateroplevelse! I kan læse hele min anmeldelse her.

 

En historie om vold, Teater Aveny-T

I ved nok efterhånden, at jeg er stor fan af den franske forfatter Édouard Louis. Jeg er aktuelt i gang med at læse hans anden roman ”Voldens historie”, som ligger til grund for forestillingen ”En historie om vold” på Aveny-T. Romanen er i verdensklasse og det er en roman, der virkelig ligger op til dramatisering! Desværre var det en lidt blandet teateroplevelse, som jeg snart er færdig med at skrive en anmeldelse af.

 

Et dukkehjem, Det Kongelige Teater

Jeg er kæmpe Anna Balslev fan! Jeg elskede ”Færidg med Eddy” og ”An Education” og jeg elskede også ”Et dukkehjem”. Intet mindre!

 

Gæsteblogger hos Mofibo

Mofibo kontaktede mig og spurgte, om jeg ikke ville skrive et gæsteblogpost med nogle af mine bedste læseoplevelser. Det var en ret spændende oplevelse.

I kan læse mine anbefalinger her.

 

Hamlet, Det Kongelige Teater

Helt spontant (mest fordi der var kommet ledige billetter) var jeg en tur i Skuespilhuset og se nyopsætningen af ”Hamlet” med Esben Smed i hovedrollen – som gjorde det helt eminent.

En virkelig flot opsætning, som jeg varmt kan anbefale.

 

Livstidsgæsterne, Betty Nansen

Okay, okay, okay… Det her er by far den sjoveste teateroplevelse, jeg nogensinde har haft. Manuskriptet, som Line Knutzon selvfølgelig står bag, er fænomenalt. Skuespilpræstationen er lige i øjet og scenografien er så gennemtænkt. Jeg tror, jeg eder med at se den endnu en gang faktisk!

 

Anmeldereksemplarer modtaget i september

”Man kan også være søstjerne” af Martha Flyvholm Tode, Forlaget Gyldendal

”Ikke afsendt” af Lærke Winther, Forlaget Gyldendal

 

Bøger købt i september

Ingen – jeg har simpelthen arbejdet så meget og længe, at jeg først har fået fri, når butikkerne havde lukket!

 

Currently reading

”Agathe” af Anne Cathrine Bomann

”Voldens historie” af Édouard Louis

”Margrete I” af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

 

Det ser jeg frem til i oktober

Mere tid. Jeg har ikke så mange vagter, som jeg havde i august  og september, så jeg får forhåbentlig mere tid til at læse og skrive anmeldelser.

Hvad glæder I jer til i oktober?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *