Anmeldelse: “Mus og mænd” af John Steinbeck

Bogen er et anmeldelseseksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof.

Titel: Mus og mænd, Forfatter: John Steinbeck, Udgivelsesår: 1937 (denne udgave er fra 2018, oversat fra engelsk af Aase Hansen og Kai Friis Møller), Sidetal: 143, Forlag: Lindhardt og Ringhof 

Det sker sjældent, at en bog rører mig så dybt, at tårerne triller ned ad kinderne på mig, når jeg læser. Det skete ikke desto mindre for mig, da jeg i sidste uge læste ”Mus og mænd” højt med min kæreste.

Den lille, fine roman er ikke mindre end et mesterværk og jeg forstår godt, at John Steinbeck modtog Nobelprisen i litteratur i 1962.

”Mus og mænd” er en meget stærk og rørende fortælling om de to venner, George og Lennie, som går sammen fra ranch til ranch i jagten på netop det arbejde og de penge, der kan holde drømmen om frihed levende længe nok til at tanken om morgendagens hårde slid er udholdelig. En jagt og en drøm som var tidstypisk for depressionens sørgelige skæbner og som stadigvæk eksisterer blandt verdens millioner af fattige.

Engang, så har vi fået samlet nok stakater samme, og så skal vi have et lille hus og et par tønder land og en ko og nogle grise og –” ”Og leve af landets fedme,” råbte Lennie … ”Og når det regner om vinteren, så giver vi fanden i alt arbejde og lægger til rette i ovnen og sidder op ad den og hører regnen piske på taget.”

Det er et atypisk makkerpar; George er ikke en specielt stor eller stærk mand, men han har et godt hoved. Lennie er derimod stærk som en okse, men mentalt retarderet. Sammen udgør de en duo i en verden, der er skabt til ensomhed. De to lever nemlig i en tid og et sted, hvor der ikke er megen plads til venskaber og de andre arbejdere studser også over det umage par.

Sig mig – hvad er det, du vil snyde dig til?” ”Øh?” ”Jeg sagde, hvad udbytte har du af din kammerat her? Tager du hans løn fra ham?” ”Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det. Hvorfor tror De, jeg snyder ham?” ”Nå jeg har blot aldrig set en mand gøre sig så megen ulejlighed for en anden mands skyld. Jeg ville bare gerne vide, hvorfor du har sådan en interesse for ham.”

Jeg vil beskrive værket som scenisk og man kan sagtens forstå, at ”Mus og mænd” både er blevet en succes som roman, film og teater.

Hvert kapitel starter nemlig med at sætte scenen for, hvor vi befinder os og hvilken stemning der hersker. Sproget er ubeskriveligt detaljeret og malende og man kan faktisk dufte markerne for sig.

Samspillet mellem George og Lennie rammer et specielt sted, som er meget svært at forklare. De komplimenterer bare hinanden på en helt særlig måde, hvor de begge kan bidrage med dét de er gode til hver især.

Deres karakterer føles samtidig utrolig troværdige og man skal nogle gange huske sig selv på, at George og Lennie ikke er virkelige.

Måske er det en blanding af John Steinbecks skrivestil og den viden, at deres drømme var virkelige for mange.

Jeg har endnu ikke læst et helt forfatterskab, men John Steinbecks kunne meget vel være mit første. I hvert fald hvis resten af hans værker er lige så vidunderligt skrevet som ”Mus og mænd”.

Del dette post:
One comment Add yours

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *