Anmeldelse: “Peters kærlighed” af Mich Vraa

Titel: Peters kærlighed, Forfatter: Mich Vraa, Udgivelsesår: 2017, Sidetal: 506, Forlag: Lindhardt og Ringhof 

”Hvorfor er det sådan, Maria, at når man ser tilbage på sit livs eventyr, så er minderne nok gyldne og attråværdige, men på en sær måde alligevel ikke så dyrebare som man gerne ville indbilde sig. Det er nu engang umuligt at nyde noget der er forbi, med samme styrke som man kan glæde sig over det der er i vente.”

”Peters kærlighed” er den selvstændige fortsættelse til ”Haabet”, som udkom i 2016, og den 16. august kommer ”Faith”, som er sidste bog i trilogien om Dansk Vestindien.

I kan læse min anmeldelse af første bog her.

I ”Peters kærlighed” følger vi hovedsageligt Peter von Scholten, som i mange år er Generalguvernør på de danske kolonier Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix. På øerne sætter von Scholten sit fingeraftryk på verdenshistorien ved, at ende slaveriet på Dansk Vestindien og sætte slaverne fri. Som i ”Haabet” er romanen bygget op af flere forskellige typer af tekster, både breve, dagbøger, lovskrifter osv. Men til forskel for ”Haabet” er der i ”Peters kærlighed” skruet gevaldigt op for de historiske dokumenter, hvilket godt kan gøre den lidt tungere at læse.

Jeg var, som nogle af jer nok husker, meget begejstret for ”Haabet”, og derfor havde jeg store forventninger til Peters kærlighed”, som har været én af mine sommerferiebøger.

Men selvom ”Peters kærlighed” er en rigtig god bog, så fangede den mig ikke på samme måde som ”Haabet” gjorde. Det virker som om, at ”Peters kærlighed” er mere tung at læse, måske fordi de politiske og økonomiske forhold fylder mere end bl.a. kærlighedsdramaet mellem Peter, hans kone og hans kæreste.

Til gengæld er sproget lige så fantastisk og fangende som i ”Haabet”, så romanen er en fryd at læse. Jeg er samtidig meget betaget af Mich Vraas måde at bygge sine karakterer op på. Selv Peter von Scholten, som er denne histories helt, er ikke ensidig, men indeholder så mange forskellige sider, som man bliver overrasket over, som historien skrider frem.

Det gør Mich Vraas persongalleri meget troværdigt, og tit er jeg i tvivl om, hvad der er opdigtet og hvad der er baseret på kildemateriale, hvilket er en ret vild følelse som læser.

Hvem er så Peters kærlighed? Er det hans kone, hans kæreste, Maria Frederiksen, Kong Frederik? Efter min mening kan man ikke give et entydigt svar på dette spørgsmål. Men det tætteste vi kommer på det må være, at Peters kærlighed er Dansk Vestindien.

2 comments Add yours

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *