Titel: Pigerne, Forfatter: Emma Cline, Udgivelsesår: 2016 (oversat fra engelsk af Mich Vraa), Sidetal: 278, Forlag: Lindhardt og Ringhof 
I ”Pigerne” følger vi 14-årige Evie, en ganske almindelig overklasse pige i Californiens 1960’ere. Hun bor med sin mor og far, men da hun en dag møder en gruppe usædvanlige piger, ændres hendes liv fuldstændig. Pigerne viser sig nemlig at være en del af et kollektiv ledet af Russell, deres åndelige leder.
”Hun kastede navnet ud som om det var utænkeligt at jeg ikke vidste hvem Russell var. Helen fnisede da hun hørte navnet, og rullede med skuldrene af fryd, som om hun lige havde puttet et særligt lækkert bolsje i munden. Donna så usikkerhed i mit ansigt og lo. ”Du bli’r også vild med ham,” sagde hun. ”Han er ikke som nogen anden. Jeg mener det. Man bli’r høj bare af at være sammen med ham. Ligesom solen eller noget. Lige så stor og rigtig.””
Kollektivet er præget af tiden – med dens frie sex, ingen ejendomsret og rigelige mængder stoffer. Det er et liv så anderledes fra Evies normale og det trækker hende længere og længere ind.
Specielt én af pigerne i gruppen, Suzanne, fanger Evies øje og fascinationen af hende er et af de bærende elementer i romanen.
“Det var første gang jeg nogensinde så Suzanne – hendes sorte hår der selv på afstand signalerede at hun var anderledes, hendes vurderende smil der var rettet direkte mod mig. Jeg kunne ikke forklare det for mig selv, det jag jeg mærkede, ved at se på hende.”
“Pigerne” kan godt ses som en coming of ageroman, hvor teenage Evie fortæller om den udvikling, hun gennemgår i kollektivet. Men romanen har også et ekstra lag i et nutidigt spor, hvor Evie er voksen og hjemsøges af sine unge års oplevelser. Det er et rigtig fint virkemiddel og et gennemtænkt element fra forfatterens side. De to spor trækker nemlig historien fremad og der hentydes til en begivenhed, som man som læser sidder og venter på med spænding.
Fortællingen i ”Pigerne” er inspireret af historien om Charles Manson og hans ”familie”, og hvis man kender til den historie, så ved man også, hvad ”Pigerne” bygger op til. Men selvom jeg både kendte til historien samt at jeg lige havde set en rigtig god dokumentar om Manson, var ”Pigerne” virkelig svær at lægge fra sig. Den var simpelthen så spændende.
”Pigerne” er en klart feministisk roman med fokus på kvindelige relationer, udvikling og moderskab. Kærligheden bliver også berørt gennem øjnene på unge Evie og alt hvad det indebærer.
Sproget i romanen er til tider lidt unødigt kompliceret tenderende til det påtagede. Og det er lidt synd. For fortællingen er så fin, at det ikke behøves. Heldigvis er det ikke noget der ødelægger læseoplevelsen. ”Pigerne” er en god roman, som faktisk er forfatterens debut. Og den er bestemt en anbefaling værd.