Anmeldelse: “Sekten på Tågeøen” af Mariette Lindstein

Da ”Sekten på Tågeøen” tidligere på året dumpede ind af min postkasse var jeg (helt ærligt) ret skeptisk. Jeg læser normalt ikke rigtig krimier, thrillere eller spændingslitteratur – ikke fordi jeg ikke synes, de er spændende, for det gør jeg. Jeg tror bare, at jeg er blevet skuffet over sprog og persongalleri for mange gange til, at jeg af mig selv kaster mig ud i genren længere. Men det ville forlaget Gyldendal åbenbart lave om på, for de sendte mig i hvert fald ”Sekten på Tågeøen” som en overraskelse.
Og efter at have læst den er jeg faktisk glad for, at jeg gav den en chance – for det var virkelig en god læseoplevelse.

”Sekten på Tågeøen” er Mariette Lindsteins debut og første bind i en triologi om new age-bevægelsen, Via Terra, som reelt er en sekt, der hører til på en herregård på Tågeøen i det svenske øhav. ”Sekten på Tågeøen” bygger faktisk på forfatterens egne oplevelser, da hun som tyveårig blev indfanget i Scientology og hvordan hun måtte flygte derfra.

”Hun har ligget længe vågen i mørket. Holdt styr på tiden ved at tælle åndedrag. At trække vejret ind tager tre sekunder. At puste luften ud igen tager yderligere tre. Sekunderne bliver til minutter. Snart en time. Så er det tid. Mørket er kompakt. Her er ingen skygger at se, ingen konturer eller tal på en clockradio. Hun føler sig vægtløs, frit svævende som hun ligger der. Men tælleriet holder hende vågen, og hun er alligevel alt for anspændt til at falde i søvn nu. Tvivlen kværner i baghovedet. Rædslen for, at det skal mislykkes, får hendes nerver til at hvine som strengene på en ustemt violin. Angsten har lagt sig som en sløret hende over alle hendes tanker. Bedst bare at trække vejret, ikke tænke, bare være, til det er tid.”

Fortællingen i ”Sekten på Tågeøen” kører i to spor. Det ene, som også er det der fylder mest, er skrevet i datid. Her følger vi den unge, nyuddannede Sofia, som efter en informationsaften om Via Terra forblindes af bevægelses stifter Franz Oswald, der tilbyder hende et job. Sofia skal starte bevægelses bibliotek samt gennemgå bevægelsens spirituelle program. Hun takker ja og flytter ind på herregården. Herefter følger vi hendes gradvise indoktrinering i sekten samtidig med vi hører hendes ambivalente tanker om det der foregår omkring hende. Det andet spor er skrevet i kursiv. Det er lidt svært at fortælle noget om det, uden at afsløre noget, så derfor vil jeg ikke sige så meget mere om det. Jeg vil dog sig, at det ikke fungerer så godt som lydbog, da oplæseren ikke gør opmærksom på det og derfor bliver man lidt forvirret i starten.

Selve fortællingen i ”Sekten på Tågeøen” er utrolig spændende. Den er ikke fuld af action og uopklarede mord eller sådan noget. Det er mere en underliggende fornemmelse af uhygge, som vi kender det fra psykologiske thrillere – og det er helt vildt fedt at læse. Ofte sad jeg med en klump i halsen og en følelse af, at jeg ikke turde læse videre af frygt for, hvad der nu ville ske. Og det var vildt sjovt for én som mig, der normalt ikke læser den slags litteratur. Samtidig sad jeg også med en fornemmelse af, at det ville være en vildt god film.

”Sekten på Tågeøen” har et fint, men efter min smag lidt fladt persongalleri. Der er kun et par enkelte personer, der stikker lidt ud, mens resten bliver sådan en ensartet, grå masse. Jeg er dog i tvivl, om det er med vilje at Mariette Lindstein har gjort personerne så endimensionelle – for at vise læseren, at personer i en sekt får fjernet deres personligheder ved indoktrineringen. Og hvis det er tilfældet, så er det træk, der virkelig tilføjer noget til troværdighed til fortællingen.

Alt i alt var ”Sekten på Tågeøen” en god og spændende læseoplevelse, hvilket overraskede mig meget. Sproget var fint og handlingen tog nogle uforudsigelige twists. Jeg tror så også, at det gav noget ekstra, at jeg vidste, at den var baseret på forfatterens egne oplevelser.  Men det er bare fedt. ”Sekten på Tågeøen” er en rigtig sommerferiebog, som vil holde en fastspændt til enten sofaen eller solstolen, alt efter hvor I holder sommerferie henne i år.

Bind to og tre er allerede udkommet på svensk, så mon ikke at det bare er et spørgsmål om tid, før de er oversat til dans? Det håber jeg, for jeg skal i hvert fald læse de næste også.