Anmeldelse: “Sku’ det være en anden gang” af Sarah Skyt Persson

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof.

Titel: Sku’ det være en anden gang, Forfatter: Sarah Skyt Persson, Udgivelsesår: 2019, Sidetal: 164, Forlag: Lindhardt & Ringhof

Som I ved, er jeg oprindelig fra Sydsjælland og har boet de sidste 10 års tid i København – derfor er jeg ikke så tit i Jylland. Men i weekenden skulle kæresten arbejde i Herning lørdag og spurgte, om jeg ville køre med, så kunne vi tage en overnatning i Århus (og det siger man jo ikke nej til). Det sjove er, at jeg læste ”Sku’ det være en anden gang” færdig fredag, som foregår i Herning. Derfor gik jeg, mens kæresten fik arbejdet færdigt, en tur gennem Herning by og havde en fest, da alle stederne jeg lige havde læst om, lå omkring mig! Derfor indeholder min anmeldelse billeder af stederne i romanen (ligesom min anmeldelse af ”Guds bedste børn”).

”Der er morgenmøde i Sydbanks privatafdeling. Maria står mellem de ansatte i det farvekoordinerede kontormiljø, beige, hvid og sort, og betragter afdelingslederen Jan. Han gør status over udlån og peger på en skærm med en opadgående kurve. Hænderne er brede og en smule behårede, og Maria ved, hvor blødt deres kærtegn kan være, hvor fast de kan gribe om arme og talje og baller, men det forsøger hun ikke at tænke på. Hun forsøger at lytte, når han siger, at den næste måned bliver krævende.”

I ”Sku’ det være en anden gang” følger vi singlekvinden Maria, som er i trediverne og betjener kassen i den lokale Sydbank i Herning. Maria føler ikke, at hendes liv er, hvor hun forventede det skulle være. Hun havde regnet med at læse videre efter gymnasiet, men hun har ikke lige fået taget sig sammen endnu. Hun havde også regnet med at have mand og børn, men den rigtige har ikke rigtig vist sig (udover hendes chef Jan, men han er desværre gift). Men Maria har en plan. Hun er nemlig begyndt i et Mindfullness forløb gennem arbejdet og det skal nok give hende mere fokus på de ting, der er vigtige.

Selve fortællingen forløber over en uge – nemlig ugen op til, samt dagen efter, Sydbanks årlige julefrokost. Samtidig får vi løbende en masse fortalt som flash-backs.

Ude foran Herning teater står der en tro kopi af en af de berømte glaspyramider, som også står foran Louvren i Paris. Det er afdelingslederen Jan meget stolt over.

Romanen er skrevet i et stille og roligt tempo, hvilket jeg normalvis rigtig godt kan lide. Desværre er der scener, hvor der faktisk sker nogle dramatiske ting og der er tempoet lige så stille og roligt, og det er lidt et mismatch. Det gør faktisk, at man som læser ikke bider mærke i begivenheden, som faktisk er vigtig og det er synd.

Til gengæld er ”Sku’ det være en anden gang” spækket med humor. Specielt romanens persongalleri, hvor alle personerne er lige lidt for meget. Både Maria, hendes mor, chef, veninder og kollegaer. Det giver hele fortællingen et satirisk skær, som jeg rigtig godt kunne lide.

Stedet at gå ud i Herning i følge Maria. "Fox and hounds".

”Sku’ det være en anden gang” er en lille, hurtig læst satirisk samtidsroman fra Herning. Det er en fin læseoplevelse, men ikke én af dem, der bliver hos mig særlig længe. Men alt i alt må jeg sige, at det er en rigtig fin debutroman.

Hvis man er mere til lydbøger, så kan jeg fortælle, at det er Sarah Skyt Persson selv der læser højt, og det er hun virkelig god til.

Det flotte og eksklusive "Hotel Eyde", som Maria bliver inviteret med på. Det ligger lige midt i byens gågade.
"Café Karma" som Maria og hendes veninde drikker kaffe på, mens venindens søn leger i nisseland.
One comment Add yours

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *