Anmeldelse: “Små diskrete drab” og “Sprækken” af Jussi Adler-Olsen

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

Titel: Små diskrete drab + Sprækken, Forfatter: Jussi Adler-Olsen, Udgivelsesår: 2019, Sidetal: 150, Forlag: Politikens Forlag

Som I nok har lagt mærke til, er jeg ikke den store krimi læser. Det er ikke fordi, jeg ikke kan nyde et spændingsstyret plot. Jeg elsker følelsen, når man ikke kan lægge en bog fra sig, fordi man bare liiiige skal have én side mere. Krimier irriterer mig desværre bare tit. Jeg har lyttet til utrolig mange krimier som lydbøger, både Jussis Afdeling Q, Dicte-bøgerne, Michael Katz Krefelds bøger samt Lotte og Søren Hammer. Og jeg må indrømme, at de eneste krimier der rigtig har fanget mig, er Lotte og Søren Hammers serie om kriminalkommissær Simonsen – dem har jeg til gengæld også skamhørt flere gange.

Nå, men I kan så levende forestille jer, hvor skeptisk jeg var, da denne lille bog kom ind ad døren. Det er en genudgivelse af to af Jussi Adler-Olsens kriminoveller: ”Små diskrete drab” og ”Sprækken”. ”Små diskrete drab” handler om Lars. Lars er nok Danmarks kedeligste mand, eller det er han i hvert fald, hvis du spørger konen, og derfor er hun skredet. Han mener selv, at det skyldes hans udseende, hvorfor han begynder at gå til frisør. I salonen overhører han to overklasse kvinder snakke om, hvor meget de vil give for, at deres mænd døde. Og derfor vælger Lars at skifte karriere.

”Lars Hvilling Hansen var lejemorder og en af de mere diskrete, ja, elegante af slagsen, hvis han selv skulle sige det. Som det oftest flasker sig i livets kringelkroge, beredtes vejen til denne profession med en enkelt sætning. ”Du er blevet kedelig, Lars, jeg gider dig ikke mere,” havde hans gennemsnitstriste kone sagt, før hun efterlod ham med en væmmelig erkendelse af, at så var der en udvikling i deres ægteskab, der var gået hans næse forbi.”

Den anden novelle, Sprækken, handler om et ægtepar, som findes døde nedenfor deres vindue. Det virker underligt for politiet, at de skulle have begået selvmord, hvorfor deres historie bliver travlet op.

Nå, men hvad synes jeg så om den lille ”novellesamling”? Jeg er som altid ærlig i mine anmeldelser og må derfor indrømme, at det ikke var nogen vild læseoplevelse. Jeg følte lidt, at alle mine fordomme om krimi kom væltende på en gang. Først var personerne så flade og intetsigende, at det næsten ikke var til at bære. Og det er normalt persongalleriet i noveller, som jeg elsker allermest – jeg synes det er så imponerende, at man på en forholdsvis kort fortælling kan skabe så levende karakterer. Samtidig fangede selve fortællingen mig slet ikke (ikke i nogen af novellerne).

Jeg er kæmpe fan af noveller, men det er virkelig også en svær genre at skrive. Man skal være skarp og præcis og de bedste novelleforfattere kan skabe dybe og medrivende karakterer og fortællinger på meget kort tid. Denne genre synes jeg ikke, at Jussi Adler-Olsen mestre.

Så alt i alt var det ikke en bog for mig. Men jeg kan høre på dem jeg kender, der elsker krimi, at de er vilde med den. Så derfor kan jeg kun sige, at hvis du allerede er krimifan, så vil du sikkert ikke være enig med mig i denne anmeldelse. Men hvis du (ligesom mig) ikke er bidt af en gal krimi, så skal du ikke starte med denne bog.

Jeg giver samlet bogen to stjerner, én til hver af novellerne.

Del dette post:
error

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *