Anmeldelse: “Sommerfugledalen – et requiem” af Inger Christensen

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal.

Titel: Sommerfugledalen, Et requiem, Forfatter: Inger Christensen, Udgivelsesår: 1991, Sidetal: 35, Forlag: Forlaget Gyldendal

Inger Christensen er en af Danmarks største lyrikere – punktum. Hendes forfatterskab er præget af kærligheden til systemer, og denne digtsamling er da heller ingen undtagelse.

”Sommerfugledalen” er en såkaldt sonetkrans, som har en helt defineret opbygning. Den består af 15 digte også kaldet sonetter, som hver har 14 linjer opdelt i fire strofer med fire vers i de første to og tre i de sidste to (4+4+3+3). I en sonetkrans skal det sidste vers i den forgående sonet være det første vers i den næste sonet. Den 15. og sidste sonet (mestersonetten) er det første vers fra de sidste 14 sonetter sat sammen. På den måde er det en form, som aldrig slutter. Ligesom tiden, eller naturen, som er uforgængelig.

Sonetkransen og dens meget stramme opbygning kommer historisk set fra Italien og er specielt kendt fra Shakespeare.

Inger Christensens ”Sommerfugledalen” handler om det fundamentale i eksistensen – kærligheden, livet og døden. Den starter med første sonet, hvor det lyriske jeg omringes af en sværm af sommerfugle.

”De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.

Er dette vingeflimmer kun en stime
af lyspartikler i et indbildt syn?
Er det min barndoms drømte sommertime
splintret som i tidsforskudte lyn?

Nej, det er lysets engel, som kan male
sig selv som sort Apollo mnemosyne,
som ildfugl, poppelfugl og svalehale.

Jeg ser dem med min slørede fornuft
som lette fjer i varmedisens dyne
i Brajcinodalens middagshede luft.”

Denne oplevelse overvælder jeget af barndomserindringer, som fortsætter igennem resten af sonetkransen. Jeget spejler sig i naturen og står pludselig ansigt til ansigt med sin egen forgængelighed, døden. Dobbeltheden mellem livet og døden giver en helt ufattelig dybde, da den også afspejles i sproget som lys og mørke, nat og dag.

”Sommerfugledalen” er en ren magtdemonstration af teknikaliteter, men det er virkelig ikke noget, som skal skræmme jer væk. Jeg synes, at det er en anderledes oplevelse at læse noget, der er så stramt i udtrykket. Men det er faktisk også ret forfriskende og ubeskriveligt elegant.

Jeg gjordet det, at jeg først læste sonetkransen selv og efterfølgende fandt jeg denne video på Youtube (link her), hvor Inger Christensen selv læser sonetkransen op. Det var en stor oplevelse, som jeg var rigtig glad for efterfølgende og som jeg varmt kan anbefale.

”Sommerfugledalen” er intet mindre end et hovedværk i dansk litteratur. Inger Christensen er en formidabel digter – måske Danmarks bedste – og ”Sommerfugledalen” indeholder en næsten kosmisk kraft, som både rummer livet og døden, alt og intet. En digtsamling alle burde opleve.

Del dette post:
error

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *