Anmeldelse: “The Tales of Beedle the Bard” af J. K. Rowling

Bogen har jeg købt på min seneste ferie til New York.

Titel: The Tales of Beedle the Bard, Forfatter: J. K. Rowling, Udgivelsesår: 2007, Sidetal: 110, Forlag: Lumos 

Som mange andre er jeg kæmpe Harry Potter fan. Nogen i min familie vil måske påstå, at min fascination til tider tager overhånd! Men det er jeg slet ikke enig i. For hvordan kan man andet end at knus elske det helt fantastiske univers, som J. K. Rowling har skabt omkring ”the boy who lived”?

Jeg har læst de 7 originale bøger og set de 8 film utallige gange, men jeg har mærkeligt nok ikke givet mig i kast med bøgerne omkring universet før nu.

”The Tales of Beedle the Bard” er en bog, som vi første gang stifter bekendtskab med i Harry Potter og Dødsregalierne, den sidste bog i serien. Hermione arver Albus Dumbledores udgave, som hjælper hende, Ron og Harry i deres søgen efter dødsregalierne.

”The Tales of Beedle the Bard” indeholder fem troldmandseventyr. The Wizard and the Hopping Pot, som er det første eventyr handler om en troldmand, der bruger sin kedel til at brygge magiske eliksirer for at hjælpe andre. Hans eneste søn overtager kedlen efter faderens død, men vil ikke fortsætte bryggeriet. Det passer ikke kedlen, som vil det anderledes. Det andet eventyr, The Fountain of Fair Fortune, handler om et magisk springvand, som én person om året må bade i og derigennem få alle sine problemer løst. Men selvfølgelig står springvandet inde i en udfordringsfyldt labyrint. Tre hekse, Asha, Altheda og Amata, beslutter sig for at arbejde sammen for at nå til springvandet og en muggle ridder, Sir Luckless, kommer også til. Det tredje eventyr, The Warlock’s Hairy Heart, handler om en ung og flot troldmand, som beslutter sig for aldrig at ville blive forelsket og benytter sig derfor sort magi. En dag møder han dog en pige, og det skaber selvfølgelig problemer. Det fjerde eventyr, Babbitty Rabbitty and her Cackling Stump, handler om en muggle konge, som vil kunne beherske al magi selv. Derfor får han fat i en troldmand, som skal lære ham magi. Denne troldmand er dog en charletan og en bedrager, som er ved at blive opdaget indtil han finder ud af, at kongens gamle vaskekone, Babbitty, faktisk kan udføre rigtig magi. Og så sker der ting og sager. Det sidste eventyr, The Tale of the Three Brothers, er det mest kendte eventyr fra bogen. Det bliver nemlig fortalt i Harry Potter og Dødsregialierneog spiller en meget vigtig rolle i både bog og film. Det er fortællingen om tre brødre, som ved hjælp af magi finder vej over en flod, som ellers ville have slået dem ihjel. Døden bliver sur over at have mistet tre dødsfald, men i stedet for at vise det, lader han som om, at han vil belønne de tre brødre med en belønning hver. Den ældste bror vil have den mest magtfulde tryllestav, den anden bror vil have en sten, der kan vække de døde til live og den sidste bror vil have noget, der kan gemme ham fra døden. Derfor skabes de tre dødsregialier, the elderwand, the reserectionstone og the invisibilitycloak.

”The Tales of Beedle the Bard” er en fin lille bog med fem rigtig gode eventyr, som viser, at man sagtens kan redde dagen uden magi. Fælles for de fem fortællinger er nemlig, at magien ikke er den afgørende faktor for at fortællingen ender godt. Det er de menneskelige egenskaber som godhed, hjælpsomhed og venskab. Hvert eventyr er efterfulgt af Dumbledores noter med sjove anekdoter, relevante informationer og historiske perspektiver til magiens historie.

Jeg var fint underholdt, da jeg læste bogen, men så heller ikke mere end det. Det er en fin bog, som bidrager til universet og jeg er glad for, at jeg fik den læst. Men den er nok mest til allerede eksisterende fans af universet og ikke på højde med de originale syv bøger. Som jeg faktisk fik lyst til at læse igen, igen, igen!

Del dette post:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *