Anmeldelse: “Uhyret i Essex” af Sarah Perry

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof.

Titel: Uhyret i Essex, Forfatter: Sarah Perry, Udgivelsesår: 2018, Sidetal: 432, Forlag: Lindhardt & Ringhof, oversat af Vibeke Houstrup 

”En ung mand går langs bredden af Blackwaterfloden under den kolde fuldmåne. Han har drukket det gamle år ind til sidste dråbe, lige til det sved i øjnene og vendte sig i maven på ham, og han blev træt af de skarpe lys og tummelen. ”Jeg går lige ned til vandet,” sagde han og kyssede den nærmeste kind: ”Jeg er tilbage igen inden klokkerne.” Nu ser han mod øst, mod tidevandet, der er ved at vende, ud mod flodmundingens langsomme, mørke vand og de hvide måger, der glimter på bølgerne.”

Sådan starter romanen ”Uhyret i Essex”, en roman om 1800-tallets England og lidt om uhyrer i ordets forskellige betydninger. Cora er romanens hovedperson. Hun er lige blevet enke og burde sørge, men det gør hun langt fra. Hendes mand var nemlig en tyran, så efter hans død oplever hun en frihed, som hun aldrig har kendt mangen til før. Cora er en lidt atypisk 1800-tals kvinde. Hun er meget interesseret i naturvidenskab og vil gerne være videnskabskvinde. Derfor tager hun sin søn og hans barnepige under armen og tager på landet for at lede efter fosiler og måske et uhyre. Cora bliver hurtigt venner med den lokale præst og hans kone, Stella. Også selvom hun ikke deler overbevisning med ham.

Der sker utrolig mange ting i romanen, som jeg ikke vil røbe her i min anmeldelse. Og jeg blev flere gange overrasket over, hvad romanen egentlig indeholdt.

”Uhyret i Essex” berør mange relevante problematikker som fattigdommen og boligproblematikken i London, kvinderoller og normer, seksualitet, tab og kærlighed. Det er en historisk roman fra Victoria-tiden og man får virkelig et godt indblik i, hvad det ville sige at leve i tiden og alt hvad det indebærer. Man bliver del af Londons vidende overklasse samtidig med en del af landsbymiljøet med dens overtro.

Sproget i romanen er både poetisk og dybt og det er en af grundene til, at jeg var vildt med romanen. En anden ting var persongalleriet. Det er ikke forbi man får bragende sympati for nogen af personerne (og specielt for vores hovedperson). Men man kommer helt ned under huden på dem og lærer dem virkelig at kende. Alle personerne, fra hovedperson til en lille biperson, har ufatteligt mange lag. Dog vil jeg sige, at de er lidt unødvendigt skæve til tider, men for det meste kan man virkelig føle, hvad de må gå igennem. Og så synes jeg det er imponerende at hver en bifigur i romanen spiller en vigtig rolle på en eller anden måde.

Da jeg læste bagsideteksten tænkte jeg, at det var en roman om tro versus viden. Men romanen er så meget mere end det. Det er en rigtig god, historisk roman, som overrasker og forblænder læseren. Det var en stor læseoplevelse for mig, og derfor kan jeg kun opfodre til, at I læser den.

Del dette post:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *