Anmeldelse: “Vi kunne alt” af Merete Pryds Helle

”Merle vågnede til en skinnende junisøndagmorgen, hvor solen trampede frit rundt i værelset og hagede sig fast i tingene. Uden for vinduet strøg de to blodblommer deres røde blade over sollyset og fik det til at flimre.”

Sådan starter Merete Pryds Helles nye roman, ”Vi kunne alt”. Romanen handler om Merle, som vokser op i 70’ernes forstadsidyl i et nybygget parcelhuskvarter i Værløse. Merle bor sammen med sin kvartalsdrankerfar, Erling, sin syge mor, Ane, og sin sure teenager storesøster, Klara.

I huset ved siden af bor familien Pryds – læsere af Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” vil her genkende familien som hovedpersonerne i denne. Min anmeldelse af ”Folkets skønhed” kan læses her. Det er ganske underholdende at følge familien Pryds lidt igen, om end i en mere sekundær rolle. Set gennem øjnene på Merle.

Merle er en sød og dygtig pige, som er vild med matematik og stjernerne. Hun klarer sig fagligt godt i skolen, og er vellidt af lærerne. Desværre bliver Merle mobbet og man får indtrykket af, at det skyldes hendes lidt anderledes udseende, fordi Merles mor er fra Grønland. Hjemme er der heller ikke rigtig plads til Merle. Hendes mors sygdom fylder fra starten af romanen alt i de unge piges liv, faderen er fraværende og storesøsteren sidder bag en lukket dør og hører musik. Til trods for sygdommen, som definerer og dominerer familien, så elsker Merle sin mor og påtager sig derfor meget usagt at tage sig af hende.

Forholdet mellem Merle og hendes forældre er på mange måder omvendt – det er præget af manglende kærlighed fra forældrene og en ubegrænset kærlighed fra Merle og specielt til hendes mor. På et tidspunkt i romanen kommer Merle galt afsted, og selvom hun har været der så meget for hendes mor, så mangler der omsorg overfor Merle, som virkelig har brug for den og til tider hungre den:

”- Er du vågen? spurgte Erling. Merle holdt øjnene lukket i og forsøgte at vibrere øjenlågene, så det så ud som om hun drømte.
– Jeg skal op på Bymidten, så du må hellere tisse, sagde han. Merle åbnede øjnene og forsøgte at se forvirret ud.
– Hvor er jeg? spurgte hun. Han kom ind og hev dynen til side og løftede hende op, så det føltes, som om hendes krop var en slimet fisk, han ikke brød sig om at røre ved.”

Som læser er man efterladt med en følelse i kroppen af, at nogen må vise omsorg for den stakkels pige. Og man har bare lyst til at give hende et langt og varmt kram.

Forsiden på bogen viser en fugl, der som en fredsdue fra Noahs ark holder en kvist i munden. I dette tilfælde er duen dog skiftet ud med en solsort og Noahs ark med et parcelhuskvarter i forstæderne. Det bliver vel mere genkendeligt for en som jeg, der selv er opvokset i et tilsvarende parcelhusområde. Netop solsorten er en gennemgående figur i romanen. Den er at finde i de fleste scener, på tapetet i køkkenet, ude i haven og i sangtekster af Nina Simone ”Why you wanna fly blackbird/ you ain’t ever gonna fly”. Den er både et symbol på parcelhusidyllen, men også en figur der angriber Merle i bedste Hitchcock stil. Det er også en smuk metafor om Merles sorte hår, som ligger omkring hendes ansigt som ”solsortevinger”, specielt fordi Merle også gerne vil kunne flyve.

”Vi kunne alt” er ikke blot en skildring af 70’erne, men også af en familie præget af sygdom. Jeg synes, at det gav en ekstra dimension til fortællingen, da jeg blev klar over, at Merete Pryds Helles egen søster også var syg med det samme som Merles mor. Derfor bæger ”Vi kunne alt”, ligesom ”Folkets skønhed” præg af erindringsroman, selvom det ikke er noget man tænker over, når man læser dem.

”Vi kunne alt” er en hård bog at læse og man har tit en knude i maven, når man følger Merle og alle hendes udfordringer i livets første fase, som burde være fyldt med ubekymret leg og omsorg. Det er en god og velskrevet roman med mange referencer til musik, tendenser og ideologiske strømninger, som prægede 70’erne. Og bare dette gør den værd at læse.