Anmeldelse: “Voksne mennesker” af Marie Aubert

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof.

Titel: Voksne mennesker, Forfatter: Marie Aubert, Udgivelsesår: 2020, Sidetal: 167, Forlag: Lindhardt & Ringhof, oversat fra norsk af Thomas Korsgaard

Da jeg tidligere i år modtog begge bøger i norske Marie Auberts forfatterskab, havde jeg svært ved at vælge, hvilken jeg skulle læse først. Jeg valgte at starte kronologisk med hendes debut ”Må jeg komme med dig hjem”, som også er en novellesamling. Efter at have færdiglæst den, kunne jeg næsten ikke vente med at læse mere fra hendes hånd. Efter min mening er Marie Aubert nemlig helt fænomenal til at skildre relationer mellem mennesker.

Romanen ”Voksne mennesker” handler om 40-årige Ida, som hverken har kæreste eller børn. Hun kunne dog godt tænke sig det. Derfor overvejer hun at få frosset sine æg ned, så hun ikke har så travlt med at finde manden i sit liv. Ida skal op i familiens hytte sammen med sin lillesøster, hendes kæreste og bonusdatter samt deres mor og hendes nye kæreste, for at fejre moderens 65-års fødselsdag. Ida glæder sig til at fortælle om sin store beslutning, men hendes lillesøster, Marthe, som altid er blevet forgudet af moderen, kommer hende i forkøbet med sin egen hemmelighed.

”Andres børn, altid, overalt. Det er værst i bussen, når jeg ikke kan slippe væk. Jeg er svedig på ryggen og sur. Solen står direkte ind ad de beskidte vinduer, bussen har været fyldt siden Drammen, og der stiger endnu flere på i Kopstad og ved Tønsberg og Fokserød, de må stå i midtergangen og svaje, mens de holder fast i noget, selvom der ligesom skulle være pladsgaranti. På sædet vag mig sidder en far og et barn, en dreng, som måske er tre, og barnet ser Hakkebakkeskoven på iPad med lyden slået til. Det lyder skrattende og gennemtrængende, indimellem prøver faren at skrue ned for lyden, og så hyler barnet hidsigt og skruer op igen.”

Temaerne i denne lille roman er store og tunge, som ensomhed, søskendejalousi, barnløshed og kærlighed. Derfor kan man frygte, at romanen ville være en tung lille sag. Men der er en underliggende humor i sproget, som løfter bogen op og gør den lettere.

Det jeg synes, at Marie Aubert er mesterlig til, er at skildre relationer mellem mennesker. Her i bogen er det specielt forholdet mellem de to søstre samt søstrene og deres mor, som er gennemtrængende. Søstrene er godt nok voksne, men de opfører sig som børn. De er smålige og ondskabsfulde overfor hinanden. Og så er det så godt beskrevet, at det virkelig rammer læseren. Man kommer virkelig til at tænke over, hvor meget ens barndom og ungdom følger én hele livet og hvor vigtig den periode er for tilblivelsen af den voksen, man ender med at blive. Som Tove Ditlevsen skrev: ”Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp. Den er der hele tiden, og alle kan se den lige så tydeligt, som man kan se smukke-Ludvigs hareskår”. Og det passer perfekt til denne roman.

Sproget i ”Voksne mennesker” er enkelt og skarpt. Det er skrevet i nutid med et ”jeg” som fortæller. Tempoet er ret stille, uden de store dramatiske scener. Dog bygger romanen op til en eller anden form for forløsning, fordi alle går på listefødder med en masse usagt imellem sig. Det kan næsten ikke andet end at gå galt.

”Voksne mennesker” er en lille, velskrevet roman, som er utrolig alvorlig. Dens temaer er tunge, men tonen er let. Det er en roman, man flyver lige igennem og man er underholdt fra start til slut.

Marie Aubert har et virkelig godt øje for dynamikker mellem mennesker, hvilket hun også demonstrerer i novellesamlingen ”Må jeg komme med dig hjem”, som du kan læse min anmeldelse af her.

Del dette post:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *