Titel: Gift, Forfatter: Tove Ditlevsen, Udgivelsesår: 1971 (5. udgave med forord af Dy Plambeck), Sidetal: 140, Forlag: Gyldendal 
”Du får et lille prik, siger han roligt, du kan næsten ikke mærke det. Han banker let på indersiden af min albue, til en blå åre træder tydeligt frem. Du har gode vener, siger han. Så sikker han, og efterhånden som væsken i sprøjten forsvinder ind i min arm, breder der sig en aldrig før oplevet sagelighed gennem hele min krop. Rummet udvider sig til en strålende sal, og jeg føler mig helt slap, doven og lykkelig som aldrig før.”
Jeg havde for et par måneder siden aldrig læst noget af Tove Ditlevsen. Det virker helt utænkeligt nu, hvor jeg er blevet færdig med hendes sidste erindringsbog “Gift”. “Gift” er utrolig velskrevet, og jeg forstår godt, at mange mener, at det er Tove Ditlevsens hovedværk. Jeg har læst nyudgivelsen med Dy Plambecks forord og efter min mening understreger det, at ”Gift” stadig er moderne, nutidig og ekstremt relevant, selvom det er mere end 45 år siden den udkom første gang.
Det ovenstående citat er Toves gengivelse af sin første oplevelse med smertestillende medicin og dér hvor hele hendes misbrug starter. Episoden efterfølges af:
”Hvad var det, det hed, det du sprøjtede i mig? Pethidin, siger han, det er et smertestillende middel. Jeg tager hans hånd og holder den op mod min kind. Jeg er forelsket i dig, siger jeg, jeg kommer snart igen … Når jeg kommer igen, siger jeg langsomt, må jeg så få en sprøjte af det der til? Han ler højt og gnider sig om den fremstående hage. Tja, siger han, hvis du synes det var så dejligt? Der er såmænd ikke stof til en narkoman i dig alligevel.”
Tematikkerne er ikke for sarte sjæle og ”Gift” kommer rundt om alt fra misbrug, omsorgssvigt, skilsmisse, psykisk sygdom og det at være anderledes.
Ens følelser for Tove spænder fra alt mellem medlidenhed og foragt og skifter løbende gennem bogen. Hvilket er meget svære følelser at sidde med, når man beundre hende så meget.
“Gift” er en fantastisk velskrevet og hudløst ærlig bog, hvilket gør den ufattelig hård at læse. Jeg havde flere gange lyst til at kaste bogen ud af vinduet i bare arrigskab over hendes valg, specielt omkring misbruget, hvor Tove lyver og snyder alle omkring sig og hvor hun falder ned i en tilstand, som hun ikke kan komme op fra.
Samtidig er det også rigtig hårdt at læse om de stakkels børn, som bliver gladere for deres barnepige, Jabbe, end for deres egen mor. Det er hjerteskærende og samtidig meget modigt af Tove at fremstille sig selv på denne rå og hudløst ærlige måde. Og selvom det er en barsk bog at læse, er det rigtig godt at tabubelagte emner som misbrug og svigt bliver fremlagt på en sådan måde, hvor det er tydeligt, at Tove ikke ønsker medlidenhed eller ynk.
”Gift” fangede mig og fastholdt mig fra start til slut. Det er en bog alle burde læse og derfor giver jeg den seks stjerner!